By & Havn: Fælledby klar til opsætning af byggepladshegn og natursikring i området

Felterne på campinggrunden
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

I dag begynder arbejdet med at etablere Fælledbys byggeplads og sikre nye levesteder for områdets beskyttede padder. Arbejdet indebærer blandt andet opsætning af byggepladshegn og paddehegn og etablering af grenbunker og stendige, som padderne kan overvintre og bosætte sig i. Det skriver By & Havn i en pressetekst. Videre hedder det:

Vinterens frost og sne er ved at have sluppet sit tag i København, og inden kalenderen byder på forår, sættes nu gang i det indledende arbejde med at anlægge Fælledby ved Vejlands Allé.

Det første synlige resultat af arbejdet bliver et kombineret byggeplads – og paddehegn, som skal sikre mennesker og dyr mod byggepladsens kommende aktiviteter. Hegnet vil omkranse hele byggefeltet på nær områdets nordligste kratområde. Denne nordlige del af byggefeltet bliver først indhegnet senere på året, efter områdets beskyttede padder (stor vandsalamander) er vandret fra krattet til deres ynglevandhuller uden for byggefeltet. På kortet nedenfor vises, hvilke aktiviteter der kommer til at ske på byggefeltet frem til sommer.

Parallelt med opsætningen af byggeplads- og paddehegn vil Fælledby gå i gang med at anlægge erstatningslevesteder for padderne, også kaldet bilag IV-arter, som primært er observeret i det nordlige krat. Det er myndighedsbestemt af Københavns Kommune blandt andet via projektets VVM-tilladelse, at paddernes levevilkår ikke må forringes i forbindelse med udviklingen af Fælledby. Og det er et hensyn, som projektselskabet har haft stor fokus på i planlægningen af området. Det fortæller Erling Thygesen, der er projektudviklingsdirektør for Fælledby.

Erstatningslevestederne for områdets bilag IV-arter bliver placeret i yderkanten af byggefeltet, hvor der ikke skal bebygges, og kommer blandet andet til at bestå af et 430 meter langt stendige (se evt. lilla markering på ovenstående kort). I stendiget vil der blive indbygget ti frostfrie hulrum med grene og kvas, som padderne kan overvintre i. Ligeledes vil der blive etableret grenbunker i områdets kratområde, som også egner sig til nye levesteder.

En del af byggefeltet huser i dag områdets tidligere vandrerhjem, og disse bygninger går Fælledby nu også i gang med at rydde. Størstedelen af bygningernes inventar er givet væk til velgørende formål, og når selve nedrivningen af vandrerhjemmet tager fart, skal mest muligt fra bygningerne genbruges i det nye byggeri eller genanvendes på anden vis.

BEMÆRK: DETTE ER EN PRESSETEKST TILSENDT FRA BY & HAVN.

FAKTA: Byggeaktiviteter

  • Når byggepladshegn m.v. er etableret, vil Fælledby gå i gang med at bearbejde jorden til at kunne bebygges (byggemodning).
  • Bearbejdningen indebærer blandt andet forkomprimering af jorden og jordopfyld.
  • En del af byggefeltets kratområde længst mod nord og en del af arealet ved områdets eksisterende sø, bliver ikke bearbejdet, og bevares, som det er.
  • Byggepladshegnet bliver et pladehegn i træ, som man kender det fra metrobyggeriet
    (cirka 2,5 meter højt).

FAKTA: Erstatningslevesteder

  • Når nye levesteder er etableret, vil Fælledby senere på foråret gå i gang med at flytte padder (bilag IV-arter) fra byggefelt til nye levesteder.
  • Der er kendskab til forekomst af spidssnudet frø og skrubtudse i nærområdet, og de vil blive flyttet sammen med stor vandsalamander, hvis de forekommer på byggepladsen.
  • Flytningen vil foregår af to omgange først i det lysåbne areal i april/maj og dernæst i områdets krat til juni.
  • Sikringen af paddernes levesteder er godkendt af Københavns Kommune, og indsamlingen og flytningen skal godkendes af Miljøstyrelsen.
  • Et paddehegn langs stendiget vil sikre, at padderne ikke får mulighed for at bevæge sig fra stendige til byggeplads under byggearbejdet.
  • Udover sikring af paddernes levesteder har Fælledby også afsøgt, hvordan evt. ynglende fugle på byggefeltets lysåbne areal ikke bygger rede og dermed forstyrres under det kommende arbejde med at bearbejde jorden.

FAKTA: Fælledby

  • Fælledbys projektområde er 18,1 hektar, og er placeret ud mod Vejlands Allé.
  • Når projektområdet er færdigudviklet vil 6,3 hektar af de 18,1 hektar bestå af grønne natur- og friarealer.
  • Herudover etableres cirka tre hektar by- og gårdrum, som bliver en blanding mellem stier, veje og grønne områder mellem og omkring områdets byggerier.
  • På cirka to hektar af området ligger i dag bygninger fra det tidligere vandrerhjem med tilhørende parkeringsplads.
  • Området har tidligere været planlagt til at skulle være campingplads, men Københavns Borgerrepræsentation har i februar 2021 godkendt ny lokalplan for området, der muliggør udviklingen af Fælledby.

2 Comments

  1. Vi kan læse at byggeaktiviteter er gået igang før tid.
    Har forvaltningen i KBH kommune givet dispensation til bygherre?
    Noget tyder på de har glemt en høringsrunde?
    Det må I gerne dokumentere. I en så betændt sag er overtrædelse af borgerrettigheder ikke acceptabelt.

    • Det kræver ikke dispensation at starte op på området efter vedtagelse af lokalplanen. Der er gennemført en høringsrunde i forbindelse med lokalplanen og der skal ikke gennemføres yderligere høringsrunder desangående. Der er ikke umiddelbart noget der tyder på, at der er sket en overtrædelse af reglerne i situationen.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*