Tivolirevyen afslører nyt stærkt hold med Linda P i front

Linda P med Tivoli revy holdet. Foto: Bax Lindhardt / Tivoli.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Glassalens tag i Tivoli kan godt gøre sig klar til at løfte sig af grin, når Tivolirevyen med Linda P. får debut som kreativ chef for revyen i 2025. Det sker med et nyt revyhold der tæller Søs Egelind, Kurt Ravn og Thomas Warberg.

.

Tivoli løfter nu sløret for næste års revyhold i 2025, der bygger videre på forlystelseshavens stolte revytraditioner.

Publikum kan se frem til sommerrevy tilsat satire, gakkede jokes og ikke mindst kærlige karakterportrætter af den danske folkesjæl. Holdet består af folkekære skuespillere og komikere.

Målet er at skabe en ny revy, hvor der tages kærligt favntag med 2025, men også at hente inspiration fra de tidligere revykonger som Dirch Passer, Jørgen Ryg og ikke mindst Lisbet Dahl.

Tivolirevyen er klar til at fastholde og forny morskabstraditionerne, samle generationer på tværs, overraske, men først og fremmest give publikum en sjov aften samt lidt eftertænksomhed med et glimt i øjet.

Linda P kan bl.a. kalde sig forfatter, instruktør, komiker og skuespiller. Hun er som landets største kvindelige komiker, erfaren på de skrå brædder.

Bag sig har hun adskillige one-woman shows, tv-serier og sketch shows, for ikke at glemme et utal af sange hun har komponeret gennem tiden.

Med sit seneste show med knap 60.000 solgte billetter, er danskernes kærlighed til hende ikke til at tage fejl af. Nu har hun sat sig for at tage favntag med revygrenren, som hun nærer stor kærlighed for.

.

Ny spændende opgave for Linda P

”Det er min opfattelse, at de nyere generationer og den ældre generation alt for ofte taler forbi og skælder hinanden ud. Det vil jeg give et ydmygt humor-bud på, hvordan vi alle kan mødes. Det er det Comedy kan. Jeg ved hvad jeg vil og har masser af ideer og ikke mindst et A-hold bag mig. Man bliver naturligvis aldrig for gammel til at være lidt nervøs, men er pivstolt over at skulle tage Tivolirevyen videre på rejsen, der nu har varet i over 140 år. Det bliver revy med bid i, hvor vi helt sikkert kigger magthaverne i sømmene, og så vil der med garanti komme en masse danske folkesjæle karakterer forbi der afspejler samfundet, der råt for usødet fortæller publikum nogle sandheder. Afsættet og ambitionen er at fortsætte med nogle af de skønne elementer revy har, tilsat en masse pragtfuldt Comedy anno 2025″, siger Linda P.

Selv har hun altid været fascineret af revy, og nu bliver det så hendes tur til at få mest muligt ud af den chance.

.

Et spændende revy-hold

”Jeg har altid har altid været meget fascineret af Kurt Ravn, der udover en skøn klang også har noget virkeligt format over sig, man ikke rigtig kan forklare. Søs Egelind giver sig selv, da hun er jo indbegrebet af Comedy og karakterarbejde, som jeg også elsker. Hun evner virkeligt at spotte de små detaljer ved folk i samfundet. Thomas Warberg er jo fra samme verden som mig – stand-up verdenen. Og han er en af de dygtigste og så har han meget af Dirch Passers vanvid i sig, og jeg glæder mig så meget til, at dem der måske ikke kender ham, skal se det. Fælles for dem alle tre er: ”hjertevarme”, siger Linda P.

Holdet i Tivoli rummer som nævnt også den rutinerede Søs Egelind, der er Kongerigets mester i at få andre til at dø af grin.

Hun er fortjent hædret med priserne: Årets revykunstner, Årets Revykejser og Årets Revyforfatter. Hun er et stærkt musikalsk es, og den folkekære skuespiller evner om nogen med sin charme at lave gas med stort set alt.

Søs har medvirket i flere tv-serier og film, fx Rita og Den eneste ene.

I 1992 debuterede hun og makkeren Kirsten Lehfeldt med deres første show, og gennem mere end tre årtier har makkerparret skabt karakterer, der har fået danskerne til at grine i bl.a. serien ’Kongeriget’ og et utal af shows i hele landet.

Sidst hun fremkaldte latter, og begejstring blandt publikummet i Glassalen var i forbindelse med revyen Tam Tam i Glassalen i 2014.

I 2022 modtog hun sammen med Kirsten Lehfeldt STORM P-prisen for lang og tro tjeneste i humorens tegn.

.

Erfaren, sjov og overraskende Kurt Ravn

Kurt Ravn er kendt af de fleste voksne på tværs af generationer. For 29 år siden stod Kurt Ravn på revyscenen i Tivoli, og efter denne lille pause, er han nu tilbage.

Han har medvirket i flere end 20 tv-serier og over 35 spillefilm herunder serierne Anna Pihl, Rita og spillefilmen Happy Ending.

Senest har han haft en rolle som Otto i tv-succesen Sommerdahl, som er rullet over skærmen de seneste fire år.

Han har været med i mange satireprogrammer, hvor hans humoristiske sans er gået hånd i hånd med hans evner til at karikere og skabe spøjse karakterer.

Hvad få ved så er han også en habil tennisspiller. Og det var bl.a. på den baggrund han lod sig overtale af Linda P. til at medvirke i næste års revy.

.

Det kommer ikke til at gå stille af med Thomas Warberg

Det ville nok være svært at finde en stand upper som mindede om Thomas Warberg, så årets Tivolirevy har heldigvis gaflet den ægte vare. Thomas Warberg der i adskillige tv-programmer og shows har vist, at han ikke blot har et funny bone men også er en af Danmarks absolut sjoveste mænd, når det gælder den rappe, skæve og ofte pænt upassende non-woke replikker.

I 2024 var han med succes på turné i Danmark med det anmelderroste show Du har det ikke fra mig. Han kan se tilbage på udsolgte comedy-shows og er ofte brugt som vært i populære tv-programmer herunder Klipfiskerne, Live fra Bremen og Stormester.

Det er første gang, at han skal spille revy, men han er veteran på de skråbrædder mht. Comedy, hvor han er beundret og berømmet for at være en rendyrket one-line komiker. I 2022 blev Thomas Warberg nomineret som Årets Komiker til Zulu Comedy Galla.

.

Med 175-års jubilæum for revy i Danmark

i 2025 kan vi se tilbage på 140 år med på bagen. Tivolirevyen har gennem årene altid udviklet sig, og nu skal der skrives et nyt revykapitel.
“Vi glæder os til at føje et nyt kapitel til Tivolis lange revytradition i Glassalen efter et par populære udgaver med Lisbet Dahl og James Price i spidsen. Revy kræver som altid en god blanding af dygtige individer og en stærk holdånd, og det synes vi, at vi endnu engang står med. Fælles for alle på det nye Tivolihold er, at de har et skarpt blik for karakterer og en stor kærlighed til revygenren. Samtidig bidrager kunsterne hver især med deres forskellige satiriske og musikalske færdigheder og personligheder. Vi glæder os til at præsentere vores gæster for en Tivolirevy, der favner både traditionerne og sjove fornyelser”, siger Tivolis kulturdirektør Frederik Wiedemann.

Tivolirevyen gennem 140 år og revy i Danmark igennem 175 år.


Dansk revy fejrer i 2025 175-års jubilæum, så Tivoli er fortsat lidt bagud på point med sine 140 år. Første gang Tivoli kunne præsentere revy var helt tilbage i 1884 under navnet Sommerrevyen. Tivolirevyen har gennem tiderne katapulteret skuespillere ud på stjernehimlen og gjort allerede store stjerner til folkeeje.

Revylegender og skuespillere som Dirch Passer, Osvald Helmuth, Jørgen Ryg, Liva Weel, Lily Broberg, Poul Reichhardt, Helle Virkner, Ulf Pilgaard, Trine Dyrholm, Kirsten Walther, Preben Kristensen, Bodil Jørgensen, Henrik Koefoed, Andreas Bo, Niels Olsen og selvfølgelig Lisbet Dahl og mange andre, har alle sat deres fingeraftryk på Tivolirevyen gennem de sidste 140 år.

Revylegenden Lisbet Dahl stod bag, da Tivolirevyen genopstod i 2023 med stor salgssucces og fortsatte i 2024 med meget flotte anmeldelser. Tivolirevyen i 2025 bliver med Linda P som kreativ chef.

Instruktør: Mads M. Nielsen

Mads har instrueret både teater, revy, musicals og shows og står bag succeser som bl.a. ’Ronja Røverdatter’, ’Charles Tante’ og Revyen i Helsingør. Nu skal slaget stå i Glassalen.

Kapelmester: Mathias Grove

Det er Mathias Grove som kapelmester, der slår tonen an for det seks mand store orkester i Tivolirevyen. Han mestrer håndværket, og i Glassalen bliver det legende, sjovt, dragende for øregangen i et krydsfelt, hvor smukke symfonier møder gadegøgl.

Sanger: Xenia Lach-Nielsen

Med Xenia Lach-Nielsen byder Tivolirevyen på en stemme i absolut særklasse, som er en vigtig brik i revyens orkester i 2024. Hun er kendt for roller i de største opsætninger af musicals i Danmark, bl.a. ’Margrethe’, ’Den skaldede frisør’ og ’Chess’. Derudover har hun har udgivet to soloalbums.

Priser: fra kr. 390 inkl. gebyr
Spilleperioden: fra d. 5. juni 2025 – 13. juli 2025

Der er Danmarkspremiere på Tivolirevyen grundlovsdag den 5. juni 2025.
Billetterne sættes i salg fra den 11. september kl. 14:00.

Der er udsigt til, at publikum kan kombinere revyoplevelsen med en tur i Tivoli med forlystelser og restaurantbesøg.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*