BMX Racing World Championships lukker Artillerivej

I slutningen af juli bliver København vært for BMX-Verdensmesterskaber, en begivenhed der tiltrækker ryttere og tilskuere fra hele verden. Mens mesterskaberne lover spændende konkurrencer på Det Nationale Elitecenters BMX-bane på Islands Brygge, vil arrangementet også medføre betydelige trafikudfordringer i området. Især vil Artillerivej og Ved Slusen være spærret for både biltrafik og cykling i en uge.

.

VM i BMX afholdes fra den 28. juli til den 3. august og op i mod 3.500 ryttere fra hele verden vil dyste på banen, mens et internationalt publikum heppere fra tribunerne.

I dagene op til selve VM, som afvikles den 2. og 3. august, vil der blive afholdt Challenge- og Masterløb på banen, hvor børn fra 8 år og op til velkørende seniorer vil være på cyklerne.

Aktiviteterne i området, inklusiv opbygning og nedtagning, strækker sig over perioden fra den 14. juli til den 8. august og vil påvirke den lokale trafik.

.

Spærret for gennemkørsel i bil

Artillerivej og Ved Slusen vil være spærret for biltrafik og cykling fra fredag den 25. juli til og med søndag den 3. august. Der vil blive etableret en midlertidig omkørsel for cyklister.

Artillerivej vil være afspærret mellem Hf. Sønderbro og Vejlands Allé. Kun køretøjer med tilknytning til VM vil have adgang til det afspærrede område. Det vil fortsat være muligt at køre ind og ud ad Hf. Sønderbro. Ved Slusen vil være åben for ærindekørsel til området ved havneløbet og Stiboderne.

Den lokale bustrafik vil også blive påvirket, og det anbefales at tjekke Rejseplanen for opdateringer. På grund af stærkt begrænset parkering anbefales udefrakommende tilskuere at tage Metroen til enten Sluseholm, Sundby eller Bella Center og gå det sidste stykke. Den nærmeste betalingsparkering er Royal Golf Center og Bella Centret, som ligger ca. halvanden kilometer fra banen. Hvis det er muligt, så tag cyklen, da der vil være ekstra cykelparkering i området.

Bag arrangementet står Sport Event Denmark, Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen, Danmarks Cykle Union og UCI, Den Internationale Cykle Union.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*