World Tour-cykelløbet Copenhagen Sprint vender tilbage i 2026 – men på en ny dato. Løbet rykkes en uge frem og afholdes i nu 13.-14. juni 2026.
.
Copenhagen Sprint er Danmarks nye World Tour-cykelløb, som blev afholdt første gang i år med start i Roskilde og afslutning på en rundstrækning i København. Første udgave blev en stor succes med mange tusinde tilskuere langs hele ruten og på de afsluttende omgange i hjertet af København.
Nu vender løbet tilbage i 2026.
“Vi er meget glade for den modtagelse, løbet fik i sin første udgave. Den store opbakning langs ruten viste, at cykelsporten står stærkt i Danmark. Vi ser frem til at bygge videre på fundamentet og endnu en gang skabe cykelfest i juni 2026”, fortæller Tobias Hoff, direktør for Copenhagen Sprint.
.
Deltagelse af verdenseliten
Copenhagen Sprint er en del af World Tour-kalenderen og samler nogle af verdens bedste ryttere. Visionen er at skabe en begivenhed, der kombinerer topklasse cykelsport med folkefest langs ruten for både lokale borgere og tilrejsende tilskuere.
Bag Copenhagen Sprint står en national partnerkreds bestående af Københavns Kommune, Roskilde Kommune, gennemkørselskommuner, staten, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Danmarks Cykle Union og Copenhagen Sprint Eventselskabet, som forestår planlægningen og afviklingen af løbet.





Be the first to comment