DEBAT: Jeg har politikerlede – Og jeg er politiker

DEBAT: Af Ane Storm, Kandidat til Københavns Borgerrepræsentation, Venstre.

Jeg siger det ærligt: Jeg har politikerlede. Jeg er træt af undvigelser, procesdiskussioner og beslutninger, der drukner i rundsendte notater. Jeg er træt af politikere, der lover handling, men ender med at forvalte status quo.

Alligevel stiller jeg op til Borgerrepræsentationen i København. For jeg mener faktisk, at man godt kan have politikerlede – og samtidig tro på, at politik kan gøres bedre. At man kan være træt af systemet, men stadig have modet til at ville ændre det indefra.

.

Tag ansvar

Efter mere end 30 år som leder i erhvervslivet har jeg lært, at ledelse først og fremmest handler om ansvar. Man skal kunne tage beslutninger, følge op og stå til regnskab for resultaterne – også når de ikke er perfekte. Sådan skaber man respekt og tillid. Og sådan flytter man en organisation.

Nogle siger, at hvis politikere var ledere i erhvervslivet, ville de være blevet fyret for længst. Og jeg må indrømme, at jeg ofte tænker det samme. For i erhvervslivet er ansvar ikke en mulighed – det er et vilkår. Hvis du ikke leverer, bliver du holdt ansvarlig. Hvis du ikke følger op, mister du tilliden fra både medarbejdere og kunder. Den kultur savner jeg i politik.

På Københavns Rådhus sendes ansvaret ofte rundt som en varm kartoffel. Der nedsættes udvalg, skrives strategier, og der holdes utallige møder, men alt for sjældent følger nogen op. Det betyder, at problemer får lov at vokse, mens vi taler om dem.

.

Hvor er kontinuiteten

Vi ser det i ældreplejen, hvor mange oplever manglende kontinuitet – og hvor ældre direkte forsømmes, uden at nogen på rådhuset tager ansvar. Det er mennesker, der bliver tabt i systemet, mens politikere taler om nye ”indsatser” og ”strategier”. Det burde være en selvfølge, at de ældre i vores by mødes med omsorg, værdighed og tilsyn – men når ingen føler sig ansvarlig, bliver selv det mest basale svigt til hverdag.

Vi ser det i byens gader, hvor skraldet hober sig op, og vores smukke, grønne åndehuller ikke længere er noget, vi kan være stolte af. Når affaldet flyder, og vores grønne åndehuller og søer forfalder, er det et tegn på, at nogen har sovet i timen. Ingen tager ejerskab, og ansvaret drukner i snitflader mellem forvaltninger, der peger på hinanden. Det handler ikke om flere visioner for en ”ren by” – det handler om ledelse.

Og vi ser det i trafikken, hvor cykelkulturen er ved at køre helt af sporet. Folk kører over for rødt, zigzagger mellem fodgængere og biler, og elcykler flyder på fortove og stier. Det er blevet et symbol på den manglende styring og ansvarsfølelse, der præger byen. Samtidig presses bilisterne ud med tåbelige reguleringer, som ingen kan finde hoved eller hale i.

.

Hvem følger op?

Alt sammen er det udtryk for det samme grundproblem: Manglen på ansvar. For når ingen følger op, og ingen står til regnskab for resultaterne, ender det med, at borgerne betaler prisen – i dårlig service, utrygge rammer og en by, der gradvist mister sit overskud.

Derfor stiller jeg op. Fordi jeg savner, at politik bliver drevet af mennesker, der kender forskel på ledelse og forvaltning. Som ved, at man ikke kan kommunikere sig ud af et problem. Man skal handle sig ud af det.

Jeg tror ikke, borgerne forventer mirakler. De forventer tydelig retning, ærlighed og konsekvens. De forventer, at der er en voksen på Rådhuset – en, der tager ansvar, også når beslutningerne er svære.

Jeg har politikerlede, ja. Men jeg tror stadig på, at politik kan bedrives med integritet, ordentlighed og lederskab. Og det begynder med at tage ansvar for mere end sin egen pressemeddelelse – det begynder med at tage ansvar for mennesker, for byen og for de beslutninger, vi tager på fællesskabets vegne.