DEBAT af Claus Ljungberg Jørgensen, spidskandidat for Venstre i København til regionsvalget
Nu skal krydset snart sættes, og jeg kan som kandidat til Region Øst tænke tilbage på flere ugers valgkamp og inden da en endnu længere optakt. Men for mange vælgere er valget ikke noget, man har tænkt så meget over før for nylig – især regionsvalget, som har mindre kant end kommunalvalget. Mange tænker, at det bare er drift, og at de fleste partier er rimeligt enige. Og det er jo heller ikke helt forkert, da meget er givet fra Christiansborg.
Jeg synes dog ikke, det nødvendigvis behøver være sådan, at det bare er drift og ikke visioner. Som kandidat til regionsrådet mener jeg, man har pligt til at have visioner. Og der bliver også brug for dem. For vi har en sundhedsreform foran os og, i Østdanmark, en fusion af to regioner. Rammerne fra Christiansborg er der, ja – men der er et stort arbejde i at implementere dem. Og med den nye, store region med langt flere borgere og kun få ekstra regionsrådsmedlemmer må der nødvendigvis være mere fokus på visioner. Uden dog selvfølgelig at al drift bare vil foregå i de decentrale sundhedsråd eller andre steder.
.
Visioner i regionerne
Selvom rammerne sættes fra Christiansborg, behøver alle visioner ikke nødvendigvis komme derfra. Regionsrådspolitikere tættere på borgerne og personalet i sundhedssektoren skal bidrage. Og der er meget at tage fat på:
- Gentænkning af psykiatrien, når den nu skal ind under somatikken. Herunder hvordan trivsel og forebyggelse kan prioriteres, så flere forhåbentlig kan gribes, inden det udvikler sig til egentlig psykisk sygdom. Det skal ske i et bredt samarbejde med uddannelsessteder og arbejdspladser – bl.a. ved at få mental sundhed på skoleskemaet.
- Forebyggelse generelt. Herunder indsatser mod rygning og alkohol samt sikring af mere tålelige liv for ældre og kronikere. Det er svært at måle, men vi har ikke råd til at lade være. Det skal også være et bredt samarbejde med andre myndigheder. Vi skal hjælpe til et sundere liv, men ikke definere det for den enkelte.
- Digitalisering og smarte løsninger. Vi har kun set toppen af isbjerget i forhold til, hvad der er muligt inden for online konsultationer, hjemmeindlæggelser med udstyr til overvågning og kunstig intelligens i forbindelse med planlægningsopgaver og forskning. Samarbejde med private leverandører og inspiration fra udlandet skal prioriteres.
- Privatisering. Mange opgaver kan sagtens udliciteres til det private, så længe det kontrolleres af det offentlige, og pengene følger borgeren. Det kan være rutineopgaver inden for praktisk drift samt behandlingstilbud, hvor specialerne bevares i det offentlige. Men det kan også være meget specialiserede opgaver – f.eks. inden for IT – eller særlige behandlingstilbud, som købes i udlandet.
- Demografisk udvikling og økonomisk ansvarlighed. Det er et faktum, at vi bliver ældre og mere behandlingskrævende, og et faktum, at vi mangler hænder. Så der skal tænkes kreativt over, hvordan tingene kan gøres smartere – bl.a. ved brug af teknologi. Ellers bliver det et spørgsmål om, at man ved at ”gøre mere” på nogle områder nødvendigvis må ”gøre mindre” på andre områder.
Der er store perspektiver i sundhedsreformen, og derfor er det de nye regionsråds pligt at sørge for, at det ikke drukner i praktiske implementeringsopgaver og fusionsopgaver i Øst, så mulighederne i Danmarks fremtidige sundhedsvæsen ikke går tabt.
Be the first to comment