DEBAT: Venstre-kandidat til Københavns Borgerrepræsentation: Ældre skal kunne bo tæt på deres børn

Ane Storm (V).
DEBAT af Ane Storm, Kandidat til Københavns Borgerrepræsentation (V)

I disse år taler vi meget om retten til at passe sine egne børn. Men hvorfor taler vi ikke om retten til at passe sine egne forældre?

Når livet bliver skrøbeligt, skal vi kunne tage vare på dem, der tog vare på os. Så enkelt burde det være.

Men i dag er virkeligheden en anden. Mange voksne børn i København oplever, at deres gamle mor eller far bor langt væk – i Jylland, på Fyn eller i en anden kommune – og når de bliver syge eller får brug for pleje, er det næsten umuligt at få dem tættere på.

I dag er retten til plejehjem og anden pleje nemlig forbeholdt den kommune, hvor den ældre bor. Men hvorfor egentlig?

Mange københavnere er tilflyttere fra resten af landet. Når deres forældre bliver ældre og får behov for pleje, burde de have muligheden for at blive visiteret til en plejehjemsplads i København – så familien kan være tæt på hinanden, også når livet bliver svært.

.

Systemet spænder ben

For mange på min alder, mellem 40 og 60 år, som både har karriere, børn og måske svigerbørn, er det ikke en mulighed at flytte til Thy for at være tæt på sine forældre. Men det burde være muligt at få sine forældre tættere på.

Alligevel spænder systemet ben. Når ældre forsøger at flytte tættere på deres børn, bliver ansøgningerne ofte afvist, fordi “de hører til et andet sted”. Resultatet er familier, der bliver splittet, og ældre, der bliver isoleret fra dem, de holder allermest af.

Det er ikke værdigt. Og det er ikke rimeligt.

Derfor bør København indføre en plejehjemsgaranti – ret til bolig og pleje i København, uanset hvor man kommer fra. Hvis dine forældre har et dokumenteret plejebehov, skal de kunne flytte tættere på dig og på pleje i København Kommune.

.

Hundredtusinde danskere føler sig ensomme

Ifølge Ældre Sagen føler omkring 100.000 ældre danskere sig ensomme i deres hverdag. Ensomhed er ikke bare et socialt problem, men også et sundhedsproblem – den slider på både krop og sind.

Når ældre mennesker mister den daglige kontakt til familie og nære relationer, mister de ofte også noget af livsmodet. Den samtale, den hånd, det blik, der kender én – alt det betyder mere, end nogen plejeplan kan kompensere for.

Derfor er det også urimeligt, at vi har indrettet et system, der gør det sværere for familier at være tæt på hinanden, netop i den fase af livet, hvor nærvær betyder mest. At kunne se sine børn og børnebørn jævnligt er ikke luksus – det er en del af et værdigt liv.

.

Kommunegrænser adskiller familier

Erfaringerne fra sundhedsvæsenet peger i samme retning: Pårørendes tilstedeværelse gør en forskel. En undersøgelse blandt ældre patienter viste, at tættere inddragelse af familie og pårørende gjorde samarbejdet mere tillidsfuldt og mindre konfliktfyldt.

Alligevel fastholder vi et system, hvor kommunegrænser skiller familier ad – som om kærlighed og ansvar kunne afgrænses geografisk. Det er ikke til at forstå – og så slet ikke, når vi i øjeblikket taler så meget om småbørnsforældres ret til at passe deres egne børn.

I stedet for at lade bureaukrati og kommunegrænser bestemme, hvor ældre mennesker må bo, bør omsorg og familieliv veje tungere. Det er sund fornuft.

København skal nemlig være en by for hele livet. Også når man bliver gammel.

Error, no Advert ID set! Check your syntax!

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*