Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen vil mindske ensomhed blandt ældre mænd via madkurser

Aurea Cifuentes (tv.) og Simone Andrea Gottschau (th.), som begge er kulturmedarbejdere i Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen får overrakt donationen.

I Sydhavnen vil der inden længe dufte af mad og blive talt og hygget over gryderne, når madlavning for enlige mænd over 65 år begynder. En donation på 222.000 kr. fra TrygFonden giver Karens Minde Kulturhus mulighed for at inspirere til madlavningen, men endnu vigtigere skal tilberedningen af måltiderne samle mændene i et socialt fællesskab.

.

“Der er flere ældre mænd, som oplever udfordringer med madlavning. Måske har det altid været en opgave for deres nu afdøde kone, måske har de aldrig lært det, eller måske føles det ikke motiverende at lave mad til sig selv og spise den alene”, fortæller Simone Andrea Gottschau fra Karens Minde Kulturhus og fortsætter:

“Madlavning er en stærk katalysator for fællesskab, både når maden tilberedes og spises, og derfor inviterer vi nu en gruppe senior-mænd, der bor alene, til at tilberede mad sammen og spise det i fællesskab. På den måde vil vi gerne inspirere og motivere mændene til at opdage eller genopdage glæden ved madlavning og øge deres generelle trivsel i hverdagen ved at mødes i køkkenet og hygge sammen et par timer”, siger Simone.

.

Hvorfor spise alene, når man kan hygge sig sammen?

Karens Minde Kulturhus har allerede tidligere i august skudt en række arrangementer om mad og socialt samvær i gang i en baggård i Sydhavnen. Her vil de sydhavnske borgere en gang om ugen blive inspirerede gennem sanselige måltider til at dykke længere ind i de kulinariske fællesskaber. Igennem det relationelle arbejde og måltidet vil seniorerne blive præsenteret for madlavningskurserne, som begynder i 2026 og afholdes af to omgange i henholdsvis forår og efterår.

“Mænd-Møder-Mad” vil gennem perioden rumme omkring 60 mænd, og det er et samarbejde med lokale aktører i Sydhavnen. Indsatsen er én af Karens Minde Kulturhus’ mobile aktiviteter for at skabe møder mellem bydelens borgere, så nye relationer kan opstå, og borgere, der ikke opsøger kulturhuset selv, kan blive inkluderet.

.

Penge fra Tryg

Det er TryghedsGruppens regionale råd i Region Hovedstaden, der har besluttet at donere midler til kulturhuset som en del af indsatsen for at skabe et godt og indholdsrigt hverdagsliv for seniorer.

“Sociale fællesskaber er vigtige for en god livskvalitet, uanset hvilken alder man har. Derfor er det en fantastisk idé at samle ældre mænd fra kvarteret i et madfællesskab, der giver dem mod på at lave mad og mulighed for socialt samvær. Vi er glade for at kunne støtte kulturhusets gode initiativ, og vi håber, at det giver deltagerne nogle hyggelige og måske udfordrende timer i køkkenet og skaber nye relationer, som de kan få glæde af fremover”, siger Magnus Skovrind Pedersen, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Region Hovedstaden.

.

Vær med til madfællesskabet

Hvis du er en mand, som bor alene i Sydhavnen og er over 65 år, har du mulighed for at blive en del af madfællesskabet. Du kan finde mere information om indsatsen på https://kmkulturhus.dk/maend-moeder-mad/

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*