KOMMENTAR Af Mia Nyegaard, kultur- og fritidsborgmester (RV)
Forleden havde jeg det privilegium at være med havneværterne rundt. Havneværterne er en vigtig indsats for med over en million besøgende hvert år, er Københavns havn et af byens absolut mest besøgte kultur- og fritidsområder.
Havnen strækker sig over hele 42 kilometer og byder på alt fra badende og padlende, fritidssejlere, havnebusser og kommerciel sejlads til hyggelige ophold langs kajen.
Det er et levende byrum, hvor aktiviteterne spænder bredt, og hvor både københavnere og turister nyder de mange muligheder, havnen tilbyder. Netop fordi havnen er så populær og mangfoldig, er det afgørende, at vi sikrer tryghed, sikkerhed og gode rammer for alle.
.
Ros til havneværterne
Derfor spiller kommunens Havneværter en helt central rolle.
Havneværterne er til stede både på vandet og langs kajerne, hvor de skaber tryghed, vejleder, besvarer spørgsmål og sikrer, at alle kan færdes sikkert og tage hensyn til hinanden.
Deres indsats er med til at gøre havnen til et rarere og sikrere sted for alle, uanset om man er til badning, sejlads, en gåtur eller blot vil nyde udsigten.
Det er på sin plads at rose Havneværterne for deres store indsats, deres engagement og måder at være værter.
Bare tag Chastine og Shane som jeg var ude og sejle med.
De er gode til at sejle, løse konflikter, til førstehjælp og de gør det med et smil. De gør en forskel hver eneste dag, men bevillingen til ordningen står til at udløbe til september.
Jeg ser derfor gerne, at ordningen fortsætter og udvikles, så vi også fremover kan have en levende og tryg havn for alle.
For at blive havnevært skal man være uddannet kystlivredder, og hvert år har kommunen brug for nye, der vil tage uddannelsen og blive en del af holdet. På sådan en solskinsdag kan man næppe forestille sig et bedre job.
Derfor vil jeg gerne opfordre alle, der har lyst til at gøre en forskel i byens blå byrum, til at søge ind som kystlivredder, når vi åbner for ansøgninger til oktober.
Tak til alle havneværter for jeres store indsats – og god sommer.
Be the first to comment