KOMMENTAR: Julekrigen på Dantes Plads

KOMMENTAR og foto af Jette Ingerslev

 

På Dantes Plads er der opstået en slags julekrig mellem Q-Park med deres indhegning af halvdelen af pladsen og beboerne med deres begrænsede opholdssted bestående af legebakker, bænke, Danteskulpturen og beboerforeningens juletræ.

.

Juletræet med sin pynt

I flere år har områdets beboere og erhvervsdrivende haft ønske om at få et lokalt juletræ for at skabe mere stemning i byrummet Dantes Plads mellem Glyptoteket og Nationalmuseet.

Miljøpuljen hos Indre By Lokaludvalg har i år givet støtte på kr. 3.500 til et miljøvenligt juletræ, og Københavns Kommune har tilladt opstillingen.

Beboerforeningen har indkøbt en vintønde og Lecakugler i Jylland og LED-lys i kæder samt batterier i Hovedstaden. Det økologiske juletræ på godt to m blev hentet på planteskole i Roskilde sammen med plantesække af en miljøaktiv skibsmægler, der uden mange dikkedarer lynhurtigt plantede træet i den opsatte vintønde ved siden af Danteskulpturen. Træet blev derpå pyntet med store, Dante-røde kugler og talrige små lys. Det er tændt om aftenen og giver en herlig stemning. Voilá!

Der er blevet danset og sunget omkring træet. Både lokale og turister har nydt godt af små foredrag om stedet, dets historie og arkitektur samt skulpturer og monumenter.

Der forventes fortsat mange aktiviteter i løbet af december. Alle er velkomne til at arrangere ”et eller andet” ved pladsens juletræ. Særligt velkomne er områdets mange børn fra vuggestuer, børnehaver og Den Classenske Legatskole.

Kom selv for at nyde en lille snak ved træet.

.

En tekst fortæller om træets budskab

Juletræet med sin pynt

Venter på, vi får begyndt

med at rette klima op

Så det kommer helt i top

Derfor står vi her på vagt

Kom nu med på denne jagt

.

Gravkoen som Q-Parks skamstøtte

I kontrast til pladsens julehygge ud mod Vester Voldgade er den anden halvdel mod H. C. Andersens Boulevard aflukket af et stort hegn, der vogter over 49 tomme p-pladser, fire containere, mange tykke plastrør i gult og rødt samt en skændsel af en gravko. Den står som en skamstøtte over en rigtig dårlig sag om en overflødig p-kælder med et uskønt og udemokratisk forløb over mere end syv år.

03.10.25 blev alle p-pladser, inkl. to handicapparkeringer inddraget og pladsen afspærret uden varsel til alle beboere og erhvervsdrivende. Der blev straks opgravet ca. 40 m2 af stedets gule klinker – og derpå ”larmende tavshed”. En aftale om arkæologiske udgravninger til flere millioner kr. over 4-5 mdr. blev pludseligt og uden officiel forklaring aflyst. Pladsen har nu ligget urørt hen i 2 ½ md. til stor gene for de daglige brugere af pladsen.

.

En tekst fortæller om p-kælderens budskab

Overflødig p-kælder, da der er inden for 1.200 meter, er omkring 6.500 p-pladser i anlæg og med lav belægning.

En ny p-kælder vil tiltrække biler udefra.

Anlæggelse og drift vil belaste byens CO2-udledning og borgernes helbred.

Udkørslen fra p-kælderen vil ske hen over cykelgaden Vester Voldgade med elendig oversigt.

Dagligt færdes talrige børn fra områdets institutioner i området.

De berømmede arkitektoniske kik mod Glyptoteket og Christiansborg bliver ødelagte.

Talrige beslutninger er taget administrativt til gunst for Q-Park og uden høring fra borgerne.

 

Det ville give Q-Park en enorm, positiv PR, hvis de i erkendelse af de nye, alvorlige klimabelastede tider droppede projektet helt eller indledte et samarbejde med kommunerne om parkeringsanlæg ved endestationerne for lokaltrafikken samt gratis transport ind i byens centrum.

 

Det har ikke været muligt at få kontakt til Q-Park og det ejendommelige og beboer-u-venlige forløb.

.

Juletoner fra Dantes Plads

Trods Julekrigen ønskes alle beboere, erhvervsdrivende og de mange besøgende på pladsen en rigtig Glædelig jul og et Godt Nytår 2026!

PS: Hvis nogen vil have en lille fortælling om stedet og dets spændende sider, så er de altid velkomne til at ringe til Jette på tlf. 40 72 38 72 og få en aftale.

Error, no Advert ID set! Check your syntax!

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*