Tekst og foto: Mette Ydebo
Hvert år inviterer Vor Frelsers Kirke på Christianshavn til litteraturkreds over et udvalgt tema. Det er sognepræst Finn Damgaard, der leder diskussionen om en række bøger, der læses hen over nogle måneder.
.
I det kommende år er der fokus på én forfatter, den norske Karl Ove Knausgård, og hans ”Morgenstjerne”-serie, som stadig er under udarbejdelse, hvilket indebærer, at litteraturkredsens slutdato er lige så uvis, som hvordan ”Morgenstjerne”-historien ender.
.
Litteratur i verdensklasse
57-årige Karl Ove Knausgård er en litterær superstjerne, hvis værker er oversat til små fyrre sprog.
Han slog igennem som forfatter med seksbindsværket ”Min kamp” om sin opvækst med en tyrannisk far og sit voksenliv med blandt andet en psykisk syg hustru.
En del af opmærksomheden fik han på grund af udleveringen af familiemedlemmers privatliv, men mest blev han hyldet som den populære autofiktive genres fremmeste mester.
Han nævnes af og til som Nobelpriskandidat og har allerede modtaget en lang række litterære priser, deriblandt H.C. Andersenprisen og Jerusalemprisen.
I dag bor forfatteren i London og er gift med sin tidligere engelske forlægger, den israelskfødte Michal Shavit.
.
Omdrejningspunktet er nærvær
”Næsten alt, jeg skriver, handler om nærvær på en eller anden måde,” siger forfatteren om sine historier, som altid undersøger, hvad det vil sige at være menneske.
Plottet er til stadighed en overraskelse for ham selv.
”Jeg ved aldrig, hvad der kommer til at ske i mine bøger. Det eneste, jeg havde, da jeg begyndte at skrive ’Min kamp’, var den sidste sætning.”
Hans nye romanserie – som var tænkt i fem bind, men blot bliver ved – bevæger sig hinsides realismen og ud i det overnaturlige.
.
Findes døden?
Engang var døden mystisk, mens livet bare var der. I dag er det omvendt. Livet er det mærkelige, som vi konstant forsker i og undrer os over, mens døden er ved at forsvinde ud af vores kultur. Det fortæller skibsredersønnen Egil, der har råd til at bruge sit liv på at filosofere. Han er en af de ni jeg-fortællere i ’Morgenstjernen’, hvor lige netop døden fylder godt. De døde dukker op som genfærd, menneskelignende væsner i dyreham huserer i skovene, og en ny stjerne viser sig på himlen. Varsler den godt eller ondt? Fælles for jeg-fortællerne er, at de befinder sig i hver sit isolerede mikrohelvede med en flig af mikrohimmel. Udenom findes det fælles helvede i form af en klode, der er i færd med at brænde op, men også det skønneste norske fjord- og fjeldlandskab.
Egil konstaterer, at det er bevidstheden om os selv, som har ført os tættere på hinanden, men at det samtidig er den, som fjerner os fra naturen. Selv står han i bogens sidste scene og ser mågerne højt over sig som skabninger ligesom ham selv: ”Et nærvær af nogen”, som aldrig ophører, en fri verden bag vores begrænsende sprog.
’Morgenstjernen’ er filosofisk, barsk og poetisk. Den handler om en menneskehed i selvskabt krise og om mennesker, som ødelægger alt i og omkring sig. Men mennesket er temmelig nyt i planetens historie. Måske findes der evige magter, som kan overvinde vores selvcentrering …
.
Kom og vær med i snakken
Der er nok at tale om, hvad enten man er til det trosmæssige eller til verdslige diskussioner om mennesket i naturen. Eller noget helt syvende, for Knausgård lægger op til et væld af samtale.
Onsdag den 28. januar kl. 19.30 går det løs med ”Morgenstjernen”. Hver af seriens foreløbigt fem bøger i dansk oversættelse er på 400-800 sider, så det er nok nu, man skal begynde at læse romanen. De øvrige fire bind diskuteres på to onsdagsaftener i foråret og to i efteråret, og da der kommer endnu en bog i løbet af 2026 – det sjette bind er for nylig udkommet på norsk – vil litteratursamtalerne fortsætte ind i 2027.
Der er datoer og mere info på vorfrelserskirke.dk/kirken-og-sognet/litteraturkreds-2026. Deltagelse i litteraturkredsen, som foregår i Stanleys Gaard, Søndervoldstræde 2, er gratis, men med tilmelding efter først-til-mølle-princippet på fd@km.dk.




Be the first to comment