For andet år i træk afholder Københavns Kommune sammen med en række idrætsforeninger arrangementet Hvad vil du gå til? – Prøv en idræt. Her kan 0-12-årige gratis prøve forskellige sportsgrene, møde foreninger og måske opdage et helt nyt talent.
.
Injustér smash’en, prøv at danse på rulleskøjter, lær at ”flyve” til akroyoga eller opdag noget helt fjerde, når Københavns Kommune i samarbejde med en række idrætsforeninger den 30. august holder åbent hus i hele 11 idrætshaller og spørger børnene: Hvad vil I gå til?
Arrangementet skal give børn, unge og deres forældre indblik i de mange idrætsmuligheder, som København tilbyder – og måske er den næste fritidsaktivitet at finde?
Med flere end 700 idrætsforeninger i hovedstaden, der tilbyder mere end 65 forskellige idrætter, er der nok at vælge mellem.
.
Masser af nicheidræt
“København er en by med plads til alt fra bredde til nicheidræt, som man måske sjældent støder på. Her er noget for alle, uanset om man vil dyrke det kendte eller prøve kræfter med noget helt nyt. Derfor er opfordringen herfra, at så mange børn som muligt vil bruge dagen til at udfordre sig selv, være nysgerrige og måske opdage en helt ny interesse eller et talent, de ikke vidste, de havde,” siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).
På dagen vil foreningerne stå klar til at hjælpe børnene med at prøve kræfter med de forskellige sportsgrene. Samtidig vil de også svare på spørgsmål, guide til eventuel indmeldelse i foreningen og andet praktisk.
.
Unge kan prøve padel
Padel er blevet en sport i voldsom vækst. Men mest blandt voksne. En af de foreninger, der står klar til at vise, hvad de tilbyder, er derfor Københavns Padel Klub, der ser dagen som en god anledning til at udbrede kendskabet til sporten i det yngre segment.
”Padel er en sjov og energisk sport, som mange allerede kender nogen, der spiller. Det kan dog være svært at finde ud af, hvordan man kommer i gang på egen hånd. Dagen giver børn muligheden for at prøve den fede sport, padel er. Her kan de opleve glæden ved spillet, mærke spændingen ved at være på banen – og ikke mindst få nye venner gennem et spil, der kombinerer fart, samarbejde og masser af sjov,” siger formand i Københavns Padel Klub, Christian Gregersen.
Det koster ikke noget at være med den 30. august, og man behøver ikke tilmelde sig. Samlet program kan findes på Brugbyen.kk.dk.



Be the first to comment