Svampefestival åbner dørene til svampenes hemmelige verden

Svampe kan redde verden, revolutionere materialer og forandre vores madkultur. Det er nogle af budskaberne, når Det Kongelige Akademi for tredje gang åbner dørene til Svampefestivalen, der fejrer Verdens Svampedag med to dage fyldt med udstillinger, foredrag og aktiviteter for alle aldre.

.

Festivalen, der arrangeres i samarbejde med MycologyDK og Foreningen til Svampekundskabens Fremme, samler over 20 danske organisationer, heriblandt universiteter, virksomheder og startups.

Her kan besøgende udforske en levende udstilling med friske svampe, opstillet på lange borde med skilte, der forklarer, hvilke der er giftige, spiselige eller ufarlige.

Ifølge arrangørerne var konceptet en stor succes sidste år, og i år byder festivalen igen på muligheden for at møde eksperter, der har indsamlet og bestemt svampene.

.

Fra klimakamp til køkkenet

Svampefestivalen sætter fokus på svampenes mange anvendelsesmuligheder. I et videnskabeligt program kan besøgende høre foredrag om, hvordan svampe kan hjælpe med at bekæmpe klimaforandringer, erstatte skadelige materialer og understøtte regenerativt landbrug.

Blandt højdepunkterne er Lene Lange, der fortæller om svampenes potentiale for at redde verden, og Phil Ayres, der præsenterer svampebaserede materialer i arkitekturen.

Andre foredrag dykker ned i svampe i Arktis, psilocybins virkning på hjernen, hjemmedyrkning af svampe og mykorrhiza i haven.

.

Smagsprøver og borgervidenskab

Udover foredragene byder festivalen på udstillingsstande, der viser, hvordan svampe bruges i praksis – fra madlavning til materialefremstilling.

Nogle stande byder på smagsprøver, og der vil være mulighed for at lære mere om borgervidenskab og svampebiodiversitet i Danmark og Europa.
Svampefestivalen afholdes i Det Kongelige Akademi, Philip de Langes Allé 10, 1435 København K, og er åben for alle 4.–5. oktober 2025 fra kl. 10–17. Adgang er gratis.

Error, no Advert ID set! Check your syntax!

Vær den første til at kommentere

Efterlad et svar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*