Tivoli opjusterer resultatforventningerne efter vellykket sommer- og Halloween-sæson

Halloween i Tivoli.

Efter en vellykket sommersæson og en forlænget Halloween-sæson opjusterer Tivoli resultatforventningerne til 2025. På trods af færre åbningsdage i sommersæsonen end sidste år har Tivoli oplevet fremgang i det gennemsnitlige antal gæster per åbningsdag og høj gæstetilfredshed.

.

Tivolis seneste udmeldte forventninger for 2025 var en omsætning i niveauet 1.300 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 130 mio. kr. Ved denne opjustering forventer Tivoli nu en omsætning i niveauet 1.325 mio. kr. samt et resultat før skat i niveauet 145 mio. kr., hvilket vil være på niveau med det ordinære driftsresultat i 2024, som var historisk godt.

.

Forlænget sæson bidrager positivt

Tivoli har haft en god sommersæson med gennemsnitligt flere gæster per åbningsdag sammenlignet med 2024 og høj gæstetilfredshed.

Tivoli oplever fortsat, at mange turister besøger forlystelseshaven, og mere end 35% af gæsterne kom denne sommer fra udlandet. Der har været fremgang i gæster fra USA og Sverige, men omvendt mindre tilbagegang fra lande som Norge og Tyskland.

Tivolis mange gæster har i sommersæsonen benyttet sig af haveanlægget, de mange kulturudbud, forlystelserne, restauranterne samt Nimb Hotel. Forlystelseshaven har desuden i år udvidet Halloween-sæsonen med en ekstra uge, hvilket har øget interesse og besøgstal yderligere i perioden.

.

Færre besøgende første ni måneder

Tivoli har i årets første ni måneder haft et besøgstal på 2.689 tusinde mod 2.737 tusinde gæster i samme periode i 2024, hvilket er en mindre tilbagegang på 2 %, som skyldes ni færre åbningsdage i perioden i forhold til året før, svarende til 5% færre åbningsdage.

Tivoli har i samme periode haft en nettoomsætning på 886,5 mio. kr. mod 891,0 mio. kr. sidste år, hvilket er en marginal tilbagegang på 1% og skyldes de lidt færre gæster og åbningsdage.

.

Fremgang pga særligt Halloween

”Tivoli står stærkt. Vi opjusterer i dag forventningerne til årets resultat, hvilket er meget glædeligt. Det sker på baggrund af en god start på den udvidede Halloween-sæson samt en vellykket sommersæson, hvor der særligt var fremgang i sensommeren, som blandt andet var begunstiget af et flot og stabilt vejr. Over 35% af sommerens gæster kom fra udlandet, hvor der i år særligt er oplevet fremgang i forhold til amerikanske og svenske turister”, siger Tivolis administrerende direktør Susanne Mørch Koch, der især hæfter sig ved effekten af Halloween.

“Halloween-sæsonen blev i år udvidet med en ekstra åbningsuge, hvilket har givet flere gæster i sæsonen end tidligere år. Med afsæt i de seneste års investeringer, en succesfuld sommersæson og en velbesøgt Halloween-sæson, står vi som forretning godt rustet til en god afslutning på 2025. Vi forventer stor interesse fra ind- og udland for Jul i Tivoli, som byder på både nyheder og klassiske juleoplevelser for alle”, siger Susanne Mørch Koch.

.

Resultat for perioden 1. januar – 30. september 2025 er i hovedtræk:

  • En nettoomsætning på 886,5 mio. kr. mod 891,0 mio. kr. sidste år (-1%).
  • Et resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 123,2 mio. kr. mod 147,0 mio. kr. sidste år (-16%).
  • Et resultat før skat på 34,6 mio. kr. mod 61,4 mio. kr. sidste år (-44%).
  • Et besøgstal på 2.689 tusinde mod 2.737 tusinde sidste år (-2%) grundet 5% færre åbningsdage ifht. året før.

.

Forventninger til 2025

De første ni måneder af 2025 har samlet set levet op til forventningerne. Den gode start på Halloween og udsigten til en populær julesæson gør, at Tivoli opjusterer forventningerne til året til en omsætning i niveauet 1.325 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 145 mio. kr.

Det vil være på niveau med det ordinære resultatet for 2024, som endte på 155,4 mio. kr. og var positivt påvirket af tilbageførsel af hensættelse i relation til kompensation afledt af coronapandemien (10,5 mio. kr.)

.

Byggeriet i Asienområdet

Investeringen i det nye forlystelsesområde i det tidligere Asien-område, som bliver Tivolis største tematiske satsning i nyere tid, har igennem sommeren præget forlystelseshaven med et aflukket område. Byggeriet går efter planen og vil forventeligt åbne i løbet af sommeren 2026.

Halloween-sæsonen slutter den 2. november, Jul i Tivoli starter den 14. november og strækker sig frem til 4. januar 2026.

Error, no Advert ID set! Check your syntax!

Vær den første til at kommentere

Efterlad et svar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*