Venstre vil sætte turbo på det københavnske byggeri

Postbyen skal rumme kontorhus, bolig- og hoteltårne, sundhedshus, dagligvarebutik, restauranter og caféer.

Der er en vej ud af de stigende boligpriser i København: byg mere. Derfor foreslår Venstre, at beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken nu fremrykker byggerier på Refshaleøen og lader By & Havn prioritere ejerboliger.

.

Det vrimler med forslag fra de politiske partier til at løse problemet med de tårnhøje boligpriser i København. Fælles for mange af dem er, at de kræver, at staten griber ind. Men nu melder Venstre sig på banen med forslag, som København kan gennemføre alene.

.

Byg på Refshaleøen – nu!

”Vi kan ikke vente på, at staten måske – eller måske ikke – ændrer lovgivningen, fordi København har et problem. Vi må handle selv, og det gør vi. Vi vil fremrykke byudviklingen på Refshaleøen, så det bliver muligt her og nu at bygge ejerboliger – og vel at mærke boliger i højden,” siger Jens-Kristian Lütken.

Dermed hælder han også Pernille Rosenkrantz-Theils (S) forslag om kun at bygge op til 5. sal af bordet. ”Så bliver boligerne bare ved med at være ekstremt dyre, fordi der bliver bygget for få. Så højde på i de kommende nybyggede områder,” siger Jens-Kristian Lütken.

Forslaget om at bygge på Refshaleøen er kun et af flere konkrete forslag. ”Gennem By & Havn kan vi sikre, at vi prioriterer at bygge ejerboliger og ikke alt muligt andet. Kun på deres arealer kan vi i dag kræve, at private bygherrer bygger ejerboliger – fordi det er os, der er majoritetsejer i selskabet. Andre steder – på private grunde – vil pensionskasserne hellere bygge lejeboliger, for det tjener de i længden mest på,” konstaterer Jens-Kristian Lütken.

.

Byg ejerboliger gennem By & Havn

I de sidste mange år er langt hovedparten af nybyggeriet blevet til udlejningsboliger. Det er der flere årsager til, men det vil Venstre nu gøre op med. ”Vores mål er, at en ud af tre boliger i København om 10 år skal være en ejerbolig. Det er stadig langt under gennemsnittet i Danmark, men det betyder, at rigtig meget af det nye byggeri i København til gengæld vil være ejerboliger. Giver det billige boliger? Nej. Det er der intet, der gør. Men det begrænser de vanvittige prisstigninger,” siger Venstre-borgmesteren.

I København er der kun 22 % ejerboliger, som ellers er den suverænt mest udbredte boligform i Danmark. Det skyldes, at 80 % af danskerne ifølge flere undersøgelser helst vil eje deres bolig.

.

Bygget for lidt

”De vilde priser skyldes i bund og grund, at der er bygget alt for lidt i København, at der er alt for få ejerboliger, og at København er vokset med et par hundredetusinde ekstra borgere på ganske få årtier – uden at antallet af boliger er fulgt med i samme takt. Det er det, vi skal have lavet om,” siger Jens-Kristian Lütken.

Han ærgrer sig også over, at flere af hans politiske kollegaer kun leverer varm luft, når det kommer til boligpolitik.

”Det duer ikke at være omrejsende med fantasifulde påstande om, at der kan leveres billige boliger, bare man ’stopper kapitalisterne’, ’tvangsflytter’ folk til Hvidovre eller det seneste stunt fra SF om, at hvis vi snupper 10 milliarder kroner i kommunekassen, kan vi købe nogle boliger, som man lejer ud billigt til værdigt trængende venner. Den slags er fup og fidus, og jeg ærgrer mig over, at mine politiske kollegaer på venstrefløjen – igen – forsøger at bilde vælgerne, at virkeligheden kan suspenderes, som var det hele bare en tegnefilm. Ritt Bjerregaard fik som bekendt aldrig bygget en eneste af de 5.000 boliger til 5.000 kr. om måneden,” siger Jens-Kristian Lütken.

Han har også et lille svirp til pressedækningen af diverse boligforslag: ”Man skulle tro, at de boligfupnumre efterhånden var gennemskuet af en kritisk presse.”

.

Mere plads til små boliger

Ud over at bygge mere på Refshaleøen og ejerboliger gennem By & Havn vil Venstre også lempe på de sidste rester af krav om størrelsen på boligerne.

”På et tidspunkt var København ved at gå konkurs – og ved at drukne i små og dårligt vedligeholdte boliger. Det kostede milliarder i byfornyelse, og der blev stillet krav om, at der skulle bygges familieboliger. I dag har vi – blandt andet takket være Venstre – kurs mod Danmarks laveste kommuneskat og en bundsolid økonomi. Derfor har vi over årene lempet på kravene om store boliger – og det er tid til at lempe endnu mere,” indleder Jens-Kristian Lütken. ”Det vil betyde, at flere får råd til at låne til egen bolig, hvis de skal finansiere en bolig på 65 m² i stedet for en familiebolig på 105 m². Det giver ikke fuldstændigt los, for vi skal både sikre en blandet by og, at lempelserne ikke bare 1:1 omsættes til stigende priser,” siger Jens-Kristian Lütken. an er helt opmærksom på, at det ikke overalt vil være klogt at bygge småt.

”Der er områder i byen, hvor det næppe vil være fornuftigt at bygge for mange små boliger, men i mange af de kommende udviklingsområder vil vi med fordel kunne bygge dem. Vi vil også fortætte byen, der hvor det giver mening. Vi har rundt omkring set nogle rigtig flotte såkaldte ’rumudfyldninger’, hvor en tom grund eller en lille faldefærdig ejendom har vejet pladsen for ny, flot arkitektur. Okay – noget er også blevet kikset. Indrømmet,” siger Jens-Kristian Lütken.

Han peger på trafikknudepunkter, hvor ”vi med fordel kunne bygge stationsnært, for eksempel ved Vesterport, hvor DSB netop har meldt ud, at de også vil udvide med ekstra ekspres-spor, så S-togs-trafikken får bedre vilkår. Eller Jernbanebyen, hvor der både er S-tog og metrobetjening.”

.

Drukner i selvopfundet bureaukrati

”Vi vil også gøre op med den helt vanvittigt tunge sagsbehandling i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor vi med en ny kultur skal lede efter muligheder. I dag bruger man ekstremt mange kræfter på at lede efter huller i osten og opfinde egne regler om for eksempel altaner og alt muligt. Resultatet er, at f.eks. tagboliger, som vist nok alle partier i Borgerrepræsentationen er for, nærmest aldrig ser dagens lys – ikke fordi det ikke kan lade sig gøre, men fordi forvaltningen drives af en nej-siger-kultur,” siger Jens-Kristian Lütken.

Ifølge ham skal de fremover have ”ja-hatten” på, og dispensationer fra, hvor cyklen skal stå, skal ikke længere være et fy-ord eller ligefrem forhindre tagboliger. ”Det samme gælder vores erhvervsområder. Fremstillingsindustrien er jo i stort omfang flyttet ud af byen, og derfor er der heller ingen grund til, at man i Teknik- og Miljøforvaltningen løber rundt og leder efter årsager til at sige nej til at få lavet boliger i stedet. Frem med ja-hatten. Grunde udlagt til kontorlejemål skal frit kunne konverteres til boliger,” siger Jens-Kristian Lütken.

.

Seniorbofællesskaber og tiny living

Det sidste punkt i Venstres plan handler om bofællesskaber og tiny living.

”I dag ser vi, at både bofællesskaber og tiny living – altså at bo småt – vinder frem. København skal gå forrest og være med til at tillade alle de boligformer, som folk har lyst til at prøve af. Venstre vil lave en fast track i Teknik- og Miljøforvaltningen, så det bliver hurtigere og lettere for både almene og private at etablere seniorbofællesskaber eller tiny living-lejligheder. Frem med ja-hatten. Så får vi gjort op med både bureaukrati og de vilde prisstigninger på det københavnske boligmarked,” siger Jens-Kristian Lütken.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*