Tekst og fotos: Jette Ingerslev
På Sct. Hans aften vil et ”musikalsk bål” blive tændt, når barokorkesteret Concerto Copenhagen (CoCo) under ledelse af Lars Ulrik Mortensen opfører musik fra 1700-tallets London i Christiansborgs Hofteater fra 1767. Det vil blive en spændende kombination af flere kunstarter: Musik, historie, arkitektur og teater.
Koncerten er en del af en europæisk netværkskonference for tidlig musik, som Concerto Copenhagen er med-vært ved, sammen med Copenhagen Renaissance Festival og organisationen REMA (Réseau Europenne de Musique Ancienne).
Gennem de senere år har Lars Ulrik Mortensen været på jagt i arkiver i flere lande for at finde værker af næsten glemte engelske barokkomponister fra Londons “musikalske undergrund” i 1700-tallet: William Babell (1682-1723), Michael Festing (1705-52), Andrew Parcham (u.å) og Richard Mudge (1718-63). De tillod sig at eksperimentere og udfoldede sig med deres eget musikalske sprog og særlige klangverden i skyggen af de store mestre, ikke mindst Arcangelo Corelli (1653 -1713) og Georg Friedrich Händel (1685-1759).
I november 2025 blev nogle af værkerne opført i St. Pauls Kirke i Århus og i Den Sorte Diamant” i København.
Plads til 150 gæster
De heldige 150 koncertgæster kan se frem til en ”anderledes” og forunderlig aften med kendte som nye kompositioner af alle de ovennævnte komponister.
Koncerten vil ”spille og harmonere godt med Hofteatrets historie og stil. Ikke mindst, da adelsmærket for CoCo er ”at spille med friske øjne” og skabe festlige opførelser – særligt denne Sct. Hansaften, hvor blokfløjtenist Pernille Petersen (1983) vil spille en væsentlig rolle sammen med de øvrige 16 medvirkende.
Concerto Copenhagen
Danmarks førende barokorkester, Concerto Copenhagen (også kendt som CoCo), blev grundlagt i 1991 af blokfløjtenisten Nikolaj de Fine Licht. Ensemblet opstod som et ønske om at spille barokmusik på originale, historiske instrumenter.
Selvom Nikolaj de Fine Licht grundlagde det, overtog den internationalt anerkendte cembalist Lars Ulrik Mortensen (1955) rollen som kunstnerisk leder i 1999. Han forener – sammen med orkestret – kunstnerisk autenticitet og innovation gennem originale fortolkninger og giver derved musikken nyt liv og relevans for et moderne publikum
Han har ført orkestret frem til stor international succes, og orkestret står i dag som et fyrtårn på sit område.
Hofteatret
Den bygning, som teatret ligger i, blev oprindeligt opført i 1733-40 af arkitekt Nikolaj Eigtved (1701-54) i forbindelse med det første Christiansborg Slot.
Den fransk-danske nyklassicistiske arkitekt Nicolas-Henri Jardin (1720-99), der tegnede teatret på ordre fra kong Christian 7. Hofteatret blev i1767 indrettet i rokokostil i den eksisterende bygning over De kongelige Stalde.
I 1842 blev teatret nyindrettet med tunge, røde farver og mørkt træ. I perioden 2021-25 gennemgik teatret en grundig renovering med fremhævning af den oprindelige stil.
Se evt. den tidligere omtale af Hofteateret her.



Vær den første til at kommentere