Københavns Havn er i disse dage dækket af et smukt lag is, som mange stopper op for at betragte. “Vi har dog desværre observeret flere personer, der har bevæget sig ud på isen for at se, om den kan holde. Lad være”, lyder advarslen fra By & Havn.
Isen i havnen er usikker og kan ikke bære, da strøm, temperaturforskelle og saltvand gør forholdene uforudsigelige. Det kan være livsfarligt at opholde sig på isen, også selvom den ser solid ud.
Derfor opfordrer By & Havn i stærke vendinger til, at man passer på i nærheden af isen i Københavns Havn.
“Isen i havnen kan se tillokkende og stabil ud, men den er ekstremt farlig at gå ud på. Strøm og skiftende temperaturer betyder, at isen kan bryde sammen uden varsel. Vi opfordrer kraftigt alle til at blive på land og undlade at gå ud på isen”, siger Havnefoged, Christian Kopp Pedersen, By & Havn.
Tilkald hjælp
Hvis uheldet er ude og man ser folk gå igennem isen, så er det vigtigt at tilkalde hjælp hurtigst muligt og benytte det redningsmateriel, der hænger langs havnekajerne i København og kan hjælpe med at få folk i sikkerhed
Sikkerhedsmateriellet på By & Havns kajstrækninger i Københavns Havn er løbende blevet gennemgået og opdateret. Det gælder blandt andet redningsstiger, redningskranse og øvrigt udstyr, som er placeret, så det hurtigt kan tages i brug i en nødsituation.
Falder man i vandet, er det vigtigt at man bevarer roen, råbe efter hjælp, forsøger at holde sig flydende og hurtigst muligt søger hen mod nærmeste redningsstige eller redningsline. Kom væk fra iskanten, da isen kan briste yderligere.
Se yderligere vejledning på By & Havns hjemmeside www.byoghavn.dk




Be the first to comment