Tekst og fotos: Jette Ingerslev
Overfor Hovedstadens Brandstation og tæt ved Rådhuset har Café Funder i 18 år ligget som en lille grøn oase midt i byen. Nu er nye medejere trådt til, og stedet er i bevægelse: menuen er opgraderet, åbningstiderne udvidet – og visionen tydeliggjort i dagens slogan: “Dør og favn er altid åben.”
Caféen blev grundlagt i 2008 af Jes Funder, der efter flere år i cafélivet og bopæl i kvarteret – oven på restaurant Rio Bravo på hjørnet af Vester Voldgade og Stormgade – realiserede drømmen om sit eget sted med købet af Vester Voldgade 87.
Siden har FUNDER udviklet sig til en fast del af lokalområdet – en “helle”, hvor beboere søger ro i nogle timer og fællesskab i andre.
En af de mest trofaste gæster var skuespiller Jesper Langberg (1940–2019), der boede få skridt derfra. Han lagde vejen forbi næsten dagligt for at købe kaffe og en bolle. I 2022 blev han hædret med en æresflise med messingstjerne foran caféen – præcis dér, hvor han i årevis havde advaret forbipasserende om et farligt hul i belægningen.
Nye kræfter og ny energi
Ved årsskiftet 2026 blev ejerkredsen udvidet med musikeren og X Factor-finalist Thor Farlov og Sylvester Larsson, der begge bor i området. Samtidig har Jes Funder flyttet sit primære fokus til Funder i Frederiksberg Have.
Det seneste halve år har caféen gennemgået en fysisk fornyelse. I rummet “Biblioteket” har kunstner Jonathan Elley skabt et markant tapet. Et abstrakt maleri af Jens Funder hænger centralt, og ny kunst er tilføjet både på vægge og i servicet. Kaffekrus, vaser og lysestager er designet af Andrea Ricard Larsson (Reflections Copenhagen ApS), hvilket understreger stedets sans for æstetik og detalje. Blomsterne er arrangeret efter Sylvesters koncept ”Flowerisme”.
Liv, lyd og nye traditioner
Med udvidede åbningstider og et mere ambitiøst menukort er aktivitetsniveauet steget. Musik, oplæsninger og sociale arrangementer har fundet vej til programmet. Kulminationen kom ved en stor åbningsfest i april, hvor caféen summede af liv. Særligt mindeværdigt var samspillet mellem Thor Farlovs vokal og kokken Vitus’ guitar – en stemningsfuld optakt til nye tider.
En hel dags café
Café Funder åbner kl. 7.30 på hverdage og kl. 10 i weekenden. Lukketiderne varierer fra kl. 17 søndag–tirsdag til kl. 23 fredag og lørdag. Den daglige drift varetages af Thor Farlov og kokken Vitus Funder.
Gæster kan sidde i de to intime lokaler eller udenfor blandt grønmalede møbler og plantekasser.
Morgenmenuen byder på surdejsboller og rugbrød fra Helges Ost, yoghurt med jordbær og pistaciegranola, omeletter, blødkogte æg og ricotta. Til frokost serveres salater, toast, burgere og sæsonprægede retter, mens aftenen byder på tapas-inspirerede anretninger med sydlandsk islæt. Et populært indslag er caféens “tapas-tårn” med små overraskelser.
Hele dagen kan man få croissanter, cookies og isdesserter. Drikkevarerne spænder fra den karakteristiske “Funder-kaffe” til lemonade, vin – og naturligvis postevand. Afdæmpet musik binder stemningen sammen.
Åbenhed som drivkraft
Ejerne og personalet har et klart mål: at være nærværende, tage sig tid til gæsterne og møde dem med interesse og omsorg – og samtidig være åbne over for nye initiativer.
En nylig digtoplæsning ved Michael Seemann er et eksempel på, hvordan lokale kræfter inviteres indenfor som en del af Funders udvikling.
Perspektiver for kvarteret
Indre By Lokaludvalg arbejder aktuelt med planer om at “begrønne” Vester Voldgade og skabe mere liv i samarbejde med Københavns Kommune og områdets beboere. I dette perspektiv indgår Café Funder naturligt som et sted, hvor visionen om en levende, grøn og åben by allerede leves i praksis.
Her står døren – og favnen – fortsat åben.





.



Vær den første til at kommentere