86 procent af københavnerne føler sig trygge i deres nabolag. Det er en smule lavere end sidste år, viser ny tryghedsundersøgelse. Faldet skyldes blandt andet, at flere føler sig utrygge på Christianshavn – og så er stationer og stoppesteder fortsat de steder, hvor flest, særligt kvinder, føler sig utrygge.
Når københavnere går en tur i deres nabolag, føler 86 procent sig trygge. Efter mørkets frembrud falder tallet til 78 procent.I 2025 var tallene henholdsvis 88 og 80 procent, så der er altså tale om et mindre fald i den generelle tryghed. Det viser Københavns Kommunes årlige tryghedsundersøgelse.
Utrygheden på Christianshavns Torv er markant
Særligt på Christianshavn er trygheden faldet markant – 74 procent føler sig nu trygge i deres nabolag mod 89 procent sidste år.
Bekymringen på Christianshavn Torv for tilstedeværelsen af personer med et misbrug, i hjemløshed og/eller med en psykisk sygdom er steget fra 21 procent til 37 procent. Der er allerede afsat penge til flere initiativer, der skal gøre pladsen mere tryg.
Samtidig er andelen, der bekymrer sig for tilstedeværelsen af rocker- og bandeaktivitet, overvejende relateret til Christiania, faldet fra 14 procent til 8 procent i år som følge af lukningen af narkohandlen på Pusher Street.
Utryghed særligt blandt kvinder
”Det er så vigtigt, at man som københavner kan føle sig tryg, når man går rundt i vores by. Heldigvis føler langt de fleste københavnere sig trygge, men der er stadig for mange, som oplever stationer som utrygge. Det er særligt kvinder, som er utrygge, når de venter på bussen en sen aften, og det er simpelthen ikke godt nok. Derfor vil jeg arbejde for, at vi gør stationerne og stoppestederne mere trygge. For selvfølgelig skal det være trygt for alle at vente på bussen eller metroen – også når det er sent”, siger overborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Den nye undersøgelse peger nemlig også på, at kvinder igen i år er markant mere utrygge end mænd, når mørket falder på. Efter mørkets frembrud er 82 procent af københavnske mænd trygge, mens tallet for kvinder er 74 procent.
Kvinder føler sig særligt utrygge på stationer og ved stoppesteder samt grønne områder, parker, legepladser og på stier.
Læs Tryghedsundersøgelsen 2026 her.
Læs særundersøgelsen om tryghed i almene boligområder her.



Vær den første til at kommentere