Andersen Bakery, Hart, Lagkagehuset og alle de andre får baghjul. Det familieejede Bodenhoff Bageri er blevet kåret som “Årets Bedste Bagerkæde” i en læserafstemning hos B.T. Prisen er en markant anerkendelse af bagerkædens fokus på klassisk håndværk, kvalitet og gode råvarer.
Bodenhoff Bageri blev grundlagt i 1963 af Sten og Hanne Bodenhoff, og selv om virksomheden i dag drives af anden og tredje generation, er familietraditionen fortsat en central del af bageriet. Sten Bodenhoff følger stadig udviklingen i virksomheden tæt og bidrager fortsat med sin mangeårige erfaring i bagerfaget.
“Vi er enormt stolte og taknemmelige over at modtage prisen som Årets Bedste Bagerkæde. Det betyder meget for os, fordi det er kunderne, der har stemt. Det er en kæmpe anerkendelse af det arbejde, vores bagere og medarbejdere lægger i håndværket hver eneste dag,” siger Amanda Bodenhoff, marketingchef i Bodenhoff Bageri.
Ifølge Amanda Bodenhoff afspejler prisen også en bredere udvikling blandt danske forbrugere, hvor interessen for klassisk bagerhåndværk og brød bagt fra bunden er vokset.
Kunderne vil have ægte håndværk
“Vi oplever i stigende grad, at kunderne efterspørger ægte håndværk, gode råvarer og den kvalitet, og de gamle klassikere, så som romsnegle, sigtebrød, rundstykker og chokoladetrekanter. Det er en udvikling, vi har mærket tydeligt, og som vi er stolte af at være en del af.”
Selvom Bodenhoff i dag består af 12 butikker, er fundamentet fortsat det samme som ved starten i 1963: respekt for håndværket og fokus på godt brød og klassisk bagværk.
“Bodenhoff er bygget på en stærk familietradition. Min farfar, Sten Bodenhoff, startede bageriet for mere end 60 år siden, og det er stadig de samme værdier om kvalitet, håndværk og stolthed i faget, der driver os i dag,” siger Amanda Bodenhoff.
Hun understreger samtidig, at prisen i høj grad tilhører medarbejderne i bageriet.
Hæderen går til bagerne
“Det her er i virkeligheden en pris til hele vores hold – fra bagerne, der møder ind midt om natten for at bage frisk brød, til medarbejderne i butikkerne, der møder kunderne hver dag. Og ikke mindst til vores loyale kunder, der vælger os igen og igen.”
Hos Bodenhoff Bageri ser man hæderen som motivation til fortsat at udvikle og styrke det gode bagerhåndværk.
“Vi har en stærk tradition for godt brød i Danmark, og den tradition er vi stolte af at være med til at føre videre,” siger Amanda Bodenhoff.
Be the first to comment