Flere end én million træer på vej: København rejser mere skov uden for byen

Københavns Kommune skal fremover rejse skov på 13 arealer på Sjælland. Foto: Morten Viberg-Holde

Københavns Kommune rejser nu skov svarende til op mod 1,4 millioner nye træer uden for byens grænser. Træerne plantes som led i kommunens klimaindsats og skal bidrage til renere luft, beskytte grundvand og skabe mere natur de næste mange årtier.

I fremtiden bliver der endnu flere grønne og naturskønne områder over hele landet.

Københavns Kommune er nemlig gået i gang med at plante op mod 1,4 millioner træer rundt omkring på Sjælland, Fyn og i Jylland i samarbejde med Klimaskovfonden. Træerne skal plantes på i alt ca. 402 hektar jord, som svarer til et areal på omkring 560 fodboldbaner.

Nogle af de første træer blev plantet i Lejre Kommune i juni sidste år. Siden er der afsat penge til endnu flere træer i henholdsvis september og senest i december måned. Dermed er man nu klar til at rejse skov 44 forskellige steder i landet, hvoraf 33 steder er på Sjælland.

Det glæder overborgmester Sisse Marie Welling (SF), at København nu omsætter klimapolitik til handling:

”Jeg har længe arbejdet for at plante flere træer. De renser luften for CO₂, beskytter drikkevandet, og det er en meget konkret måde at tage klimaet alvorligt på. Sidste år stod jeg selv med hænderne i jorden i Lejre Kommune og plantede nogle af de første træer på vegne af København, og nu følger vi op i stor skala og planter endnu flere træer. Det er jeg stolt af, for klimaet kender ikke kommunegrænser,” siger overborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Pengene til de nye områder med træer kommer fra en pulje af overskydende midler i 2025.

Samlet har København dermed nu aftaler med Klimaskovfonden for 32 mio. kr. til skovrejsning på 44 forskellige steder i Danmark.

Skovrejsning er et effektivt klimaredskab, som ikke kun binder CO₂, men også styrker biodiversiteten og beskytter grundvandet – flere projekter, som Københavns Kommune bidrager til, ligger tæt på HOFORs grundvandsboringer – herunder det vand, københavnerne drikker fra.

Direktør i Klimaskovfonden Poul Erik Lauridsen siger:

”Med den meget ambitiøse indsats går Københavns Kommune virkelig foran på klimaområdet. Det er et godt eksempel på et samarbejde, der gør det muligt at handle for klimaet gennem noget så konkret som at plante mere skov, selvom man som kommune ikke selv har ledige arealer til det. Når skovene samtidig er med til at beskytte det grundvand, der skal levere drikkevand til københavnerne i fremtiden, så giver det ekstra god mening.”

Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL) siger:

”Skovrejsning er en af de mest effektive måder at binde CO₂, beskytte vores drikkevand og styrke biodiversiteten. I København har vi ikke særlig meget plads indenfor kommunegrænsen til at plante ny skov. Områder med urørt skov er presset af landbrug og skovdrift. Derfor er jeg glad for, at vi nu som et led i vores ambitiøse Klimastrategi 2035 har sat flere midler af til at plante mere skov sammen med Klimaskovfonden. Det betyder både noget for vores klima i dag, men også for de kommende generationer.”

Kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl (RV) siger:

”For Radikale Venstre er rent drikkevand til hovedstaden en mærkesag, som vi længe har forfulgt på rådhuset. Københavns drikkevand rækker langt ud over kommunegrænsen. Det hentes i andre kommuner – og rent drikkevand er langt fra noget, vi kan tage for givet. Det kræver handling, hvis det fortsat skal være tilgængeligt i vandhanen. Derfor er vi også glade for, at det med Klimaskovfonden er blevet muligt at sætte ind for mere rent drikkevand. Med biodiversitetsvenlig skov på ca. 560 fodboldbaner rundt om i landet, får vi, særligt med træplantningerne nær HOFORs grundvandsboringer, en ”tre i en løsning”. For vi sikrer hermed en reel forandring for drikkevand, biodiversitet og klima. Det er grøn realpolitik, der virker. Og det er præcis den slags løsninger, vi radikale er stolte af at være en del af.”

Error, no Advert ID set! Check your syntax!

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*