Statens tilsyn med kommuner og regioner skal gå mere systematisk til værks, prioritere bedre, følge op og gribe ind, når loven ikke bliver overholdt. Det følger af et nyt lovforslag, som regeringen netop har sendt i høring.
Kommuner og regioner træffer på daglig basis mange afgørelse i borgernes sager inden for en lang række områder i tråd med reglerne. Når en kommune eller region ikke overholder loven, kan konsekvenserne dog være store. Det kan især ramme børn, mennesker med handicap, udsatte familier og ældre, som er afhængige af, at systemet fungerer.
Derfor skal borgerne kunne regne med, at statens tilsyn reagerer og følger sager til dørs, når kommuner og regioner ikke overholder loven.
”Når systemet svigter, rammer det i sidste ende mennesker, der i forvejen står i en svær situation. Vi har set eksempler på borgere og familier, der ikke har fået den hjælp eller afgørelse, de har krav på. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Derfor ændrer vi nu reglerne og stiller krav til, hvordan tilsynssager bliver prioriteret, dokumenteret og fulgt op. Samtidig skal tilsynet kunne gennemtvinge påbud, hvis en kommune eller region ikke retter ind”, siger Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr.
Alle Folketingets partier indgik i februar 2026 en politisk aftale om et mere ensartet og håndfast tilsyn med kommuner og regioner. På den baggrund sender ministeren i dag lovforslaget i høring, som skal ændre reglerne for statens tilsyn med kommuner og regioner. Lovforslaget skal stille tydeligere krav til Ankestyrelsens prioritering, dokumentation og opfølgning. Og tilsynet skal have bedre muligheder for at gribe ind, når en kommune eller region ikke overholder loven.
Lovforslaget indeholder fire centrale ændringer:
- De alvorligste tilsynssager og sager med væsentlig betydning for borgernes retssikkerhed skal prioriteres.
- Tilsynet skal systematisk overveje, hvilken dokumentation der er nødvendig – også ud over kommunens eller regionens egen redegørelse.
- Tilsynet skal følge systematisk op, når det er nødvendigt, og kommuner og regioner skal overholde de frister, tilsynet fastsætter for opfølgningen.
- Tilsynet skal kunne give et juridisk bindende påbud med en frist og en konkret angivelse af, hvad der skal gøres. Et påbud, der ikke efterleves, skal kunne gennemtvinges med de eksisterende regler om tvangsbøder
Et påbud vil eksempelvis kunne gå ud på, at en kommune skal genoptage en række sager. Påbuddet vil som udgangspunkt skulle behandles i kommunalbestyrelsen eller regionsrådet. Det er fortsat kommunens eller regionens ansvar at overholde loven og dokumentere, at et ulovligt forhold er bragt til ophør.
Kommer efter kritik
Baggrunden for lovforslaget er Rigsrevisionens kritik af Ankestyrelsens tilsyn på socialområdet. Rigsrevisionen pegede bl.a. på, at tilsynet ikke systematisk indhentede dokumentation eller fulgte op, og at de gældende sanktionsmuligheder sjældent kunne anvendes i praksis.
Lovforslaget kommer i forlængelse af den brede politiske aftale af 6. februar 2026 indgået under den tidligere regering samt aftalepartierne Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet. De nye regler skal træde i kraft i 2027.
Reglerne kommer til at gælde for det samlede tilsyn, og ikke kun socialområdet. De skal gennemføres inden for de nuværende økonomiske rammer. Det er aftalt, at der følges op på erfaringerne og gøres status ved udgangen af 2028.
Vær den første til at kommentere