HOFOR bygger nu hovedstadens hidtil største varmepumpe

Den store varmepumpe skal installeres i den gamle pumpestations-bygning på Kløvermarken Pumpestation. HOFOR Fjernvarme har for nyligt opført en ny driftsbygning lige ved siden af - arkitektonisk inspireret af den bevaringsværdige bygning fra 1901. Foto: HOFOR

En smuk og bevaringsværdig bygning får et nyt liv, og samtidig tager HOFOR et vigtigt skridt hen mod fremtidens fjernvarme – hvor strøm fylder mere, og biomasse fylder mindre. I forbindelse med arbejdet er det nødvendigt at lukke en del af Kløvermarksvej for trafik i en periode.

Hvis alt går vel, vil hovedstadens hidtil største varmepumpe fra januar 2028 kunne levere fjernvarme, der cirka svarer til varmeforbruget i 13.500 københavnske husstande. HOFOR har nemlig for nyligt taget første spadestik til et stort varmepumpe-projekt på pumpestationen ved Kløvermarken.

Her er planen at udnytte varmeenergien i renset spildevand. Det løber i store mængder fra Renseanlæg Damhusåen og tæt forbi pumpestationen i to store rør langs Kløvermarksvej – på vej ud mod Øresund, hvor det rensede spildevand i dag er ’halvlunt’, når det når havet.

”Vi har en smuk, gammel industribygning fra 1901 i form af den tidligere pumpestation, der har stået tom, siden vi opførte en moderne pumpestation ved siden af. Samtidig kan vi koble varmepumpen på et eksisterende fjernvarmerør i Vermlandsgade – hvor der desuden ligger en transformerstation, som kan levere strøm til varmepumpen,” forklarer John Halkjær Christensen, der er områdechef i HOFOR Fjernvarme:

”Derfor er det helt oplagt at bruge placeringen tæt på både en varmekilde i form af renset spildevand, strøm og fjernvarmenettet til at give den bevaringsværdige bygning et nyt liv – med en rolle i fremtidens varmeforsyning.”

Det er spildevandsselskabet BIOFOS, der leverer energiressourcen i form af renset spildevand fra Renseanlæg Damhusåen.

”I BIOFOS har vi stort fokus på, at spildevandets mange ressourcer bliver udnyttet på en måde, som kan være til gavn og glæde for alle. Vi er glade for, at ressourcerne i spildevandet bliver udnyttet til gavn for den grønne omstilling,” siger Cicilie Senderovitz, der er teknisk direktør i BIOFOS.

En brik i fremtidens varmeforsyning

Varmepumpen skal bruge strøm fra for eksempel vindmøller og solceller til at ’forstærke’ varmeenergien fra det rensede spildevand. Derfor er varmepumpen et skridt på vejen mod den mere strømbaserede varmeforsyning, som HOFOR arbejder hen mod.

Frem mod 2035 er målet at opføre varmepumper med en samlet effekt på 300 MW, store elkedler med en samlet effekt på 550 MW og varmelagre, der fungerer som en slags termokander i overstørrelse.

Kombinationen af varmepumper, elkedler og varmelagre kan sikre optimal udnyttelse af grøn strøm til varmeproduktionen.

Trafikomlægning på Kløvermarksvej

De indledende arbejder er i gang inde på HOFORs egen grund. Her bliver der anlagt nye fjernvarme- og spildevandsrør samt elkabler. Den gamle pumpestationsbygning skal også bygges om indvendigt, og så bliver selve varmepumpen samt det udstyr, den kræver, selvfølgelig også installeret inde i bygningen.

I øjeblikket kan naboer og trafikanter i højere grad kunne mærke arbejdet. HOFOR skal nemlig skabe forbindelse til spildevandsrørene under Kløvermarksvej.

Det betyder, at det i en periode er nødvendigt at lukke en del af Kløvermarksvej for trafik. Forventningen er, at det vil vare cirka seks måneder. I denne periode vil der være omkørsel rundt om Kløvermarkens Idrætsanlæg ad Raffinaderivej.

”Vi ved, at det vil påvirke naboer og trafikanter i området, som allerede har oplevet en periode med andet fjernvarmearbejde i Vermlandsgade. Vores arbejde på Kløvermarksvej er koordineret med de øvrige projekter, så trafikpåvirkningen bliver mindst mulig. Vi håber, at målet om en fremtidig fjernvarme, hvor grøn strøm fylder mere, kan hjælpe på forståelsen,” slutter John Halkjær Christensen.

 

Error, no Advert ID set! Check your syntax!

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*