Hofteatret før, nu – og for fremtiden

Tekst & foto: Jette Ingerslev

Efter fem års restaurering er dørene igen åbnet til Hofteatret på Slotsholmen. Bag de historiske mure venter nu en særlig oplevelse: et teater, hvor flere hundrede års dramatisk historie møder nutidens scenekunst og museumsliv. En scene midt i magtens centrum.

Historien begynder i 1167, da biskop Absalon lod opføre en borg på den kunstigt anlagte Slotsholm. Siden er borgen blevet afløst af flere slotte – Københavns Slot og senere tre udgaver af Christiansborg – alle præget af både storhed og katastrofer. To gange er slottet brændt ned, men ridestaldene og ridebaneanlægget har overlevet og danner i dag rammen om Hofteatret.
Selve teatret blev indrettet i 1767, da kong Christian VII ønskede en rigtig teaterscene ved hoffet. Arkitekten Nicolas-Henri Jardin ombyggede den sydlige ridebanefløj til et elegant rokoko-teater. Her kunne hoffet opleve forestillinger i intime og overdådige rammer – midt i magtens centrum.

Mere end underholdning

Men Hofteatret var mere end underholdning. Her udfoldede sig også hoffets sociale og politiske dramaer.

Det var blandt andet her, Johann Friedrich Struensee mødtes med dronning Caroline Mathilde, og det var i dette miljø, at hans dramatiske fald begyndte.

Fra hofscene til museum

I 1842 blev teatret ombygget af hofarkitekten Jørgen Hansen Koch. De lyse rokoko-toner blev erstattet af mørkere røde farver, som gav rummet en tungere og mere højtidelig karakter.
Teatret fungerede frem til 1881, hvor det blev lukket af sikkerhedshensyn efter en katastrofal teaterbrand i Wien, hvor fire hundrede mennesker mistede livet.
Efter mange års stilhed genopstod stedet i 1922 som Teatermuseet i Hofteatret. Her blev samlet kostumer, manuskripter, plakater, portrætter og scenografier – vidnesbyrd om dansk teaterhistorie. Blandt de mange genstande findes også P.S. Krøyers hurtigt malede akvareller fra teaterlivet.
En nænsom fornyelse
Restaureringen fra 2021 til 2026 har haft ét overordnet mål: at bringe Hofteatret tilbage til livet uden at miste historiens spor.

Fondsmidler i spil til renoveringen

Arbejdet er gennemført af Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med en række specialister og med generøs støtte fra flere fonde, blandt andre A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Under arbejdet dukkede flere overraskelser op. De oprindelige norske marmorsøjler blev genfundet, et stort ovalt vindue mod staldene kom frem i lyset, og vægdekorationer udført af Jardin viste sig igen efter mange år.
Samtidig er nye funktioner føjet til huset. Ved indgangen møder gæsterne nu en lille café med udsigt gennem det ovale vindue. En ny trappe fører op til et lyst og højloftet modtagelsesrum, hvor rokokoens lethed igen præger atmosfæren.

Teatersalen genopstår

Den store teatersal er restaureret med respekt for ombygningen i 1842. Røde plyssæder, forgyldte balkonkanter og de historiske loger giver igen rummet den særlige teaterstemning, som gennem århundreder har dannet ramme om forestillinger og hofliv.
Tre kongeloger og Grevinde Danners mere beskedne loge minder om de kongelige gæsters tilstedeværelse i teatret.
Historien fortælles nu på nye måder. Hovedparten af de gamle minder er lagt i depot. I stedet er sytten specialdesignede montrer placeret på scenen, i balkongangene og i nicher rundt i rummet. Her vises – via QR-koder – genstande fra teatrets historie – møbler, portrætter, kostumer og skuespillernes personlige effekter.
I otte balkonloger kan man desuden lytte til lydfortællinger om personer og begivenheder fra teatrets liv. Her møder man blandt andre Grevinde Danner og H.C. Andersen, der begge – med varierende held – forsøgte sig i balletkorpset, hvor talenter kunne søge optagelse uanset rang og stand.

Et levende kultursted

De første reaktioner efter genåbningen har været begejstring og fryd. Personalet har hurtigt fundet sig til rette i de nye rammer. Publikum fremhæver især det smukke teaterrum og de lyse velkomstlokaler.
I dag er Hofteatret både Danmarks ældste eksisterende teaterscene, et historisk monument og et moderne museum.

Samtidig er ambitionen, at huset igen skal være et levende mødested for scenekunst.

Med direktør Peter Christensen Teilmann i spidsen ønsker Teatermuseet i Hofteatret at skabe nye kulturoplevelser, hvor historie, scenekunst og refleksion mødes.
Rammerne er nu klar til næste akt i Hofteatrets lange historie.

Læs mere på www.hofteatret.dk

Error, no Advert ID set! Check your syntax!

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*