Københavnske skoler får genbrugelige madbokse

Udviklingen af nye madbokse er i gang for at gøre de københavnske skoler fri for engangsemballage. Her ses de nye bokse, som testes på fire skoler, side om side med de gamle engangsbokse. Foto: Københavns Kommune.

Genbrugelige madbokse skal erstatte engangsemballage i spisefrikvarteret på Københavns folkeskoler. I dag serveres omkring 6.500 måltider dagligt i engangsemballage, hvilket betyder at mere end 1,5 millioner stykker engangsemballage smides ud om året.

Siden januar 2026 har fire københavnske folkeskoler og ca. 500 elever fra indskoling og mellemtrinnet testet nye genbrugelige madbokse i spisefrikvarteret. Eleverne får alle frokost fra Københavns Kommunes skolemadordning EAT, som hver dag serverer et varmt måltid skolemad på skolerne.

Når eleverne har spist deres skolemad, skal madboksen ikke længere smides i skraldespanden, men afleveres tilbage, vaskes og bruges igen til andre skolemåltider. Skolemaden er den samme, som eleverne kender den, men emballagen er helt nyudviklet.

Målet er at ordningen skal udbredes til alle 50 skoler, der er en del af EAT-ordningen, hvis projektets resultater viser sig at være både bæredygtige og økonomisk realistiske.

Det tager tid at udvikle et velsmurt genbrugssystem

At udskifte emballagesystemet for alle elevernes skolemad er ikke sådan ligetil. Det tager tid, tests og udvikling.

EAT-skolemaden produceres i dag i et stort centralkøkken, hvorfra den sendes ud til de enkelte skoler, der ikke har køkken. Her står bodpersonale sammen med elever på skolen for at færdiggøre og servere retterne til skoleeleverne i spisepausen. Når eleverne har spist, skal madboksene samles ind, sendes retur til centralkøkkenet, vaskes og gøres klar til at kunne genbruges næste dag.

Sådan en genbrug af EAT-madboksene kræver nye arbejdsgange og et nyt velsmurt system, hvor både elever og skolens medarbejdere spiller en vigtig rolle.

Projektet blev igangsat tilbage i februar 2024, hvor tre skoler testede den første version af de genbrugelige madbokse. Erfaringerne fra den gang viste, at det godt kan lade sig gøre at genbruge madboksene.

Nu er projektet så gået ind i næste fase, hvor de videreudviklede madbokse er blevet udbredt til i alt fire nye skoler.

En del af kommunens klimaindsats

Københavns Kommunes skolemadordning EAT arbejder løbende på at gøre skolemaden mere bæredygtig – både i produktion, transport og servering. Indførelsen af genbrugelige madbokse er et vigtigt skridt i arbejdet med at reducere affald, understøtte kommunens klima- og bæredygtighedsmål og forbedre spiseoplevelsen for eleverne.

Overgangen til genbrugsemballager er samtidig en naturlig fortsættelse af beslutningen fra 2022, hvor elever op til 6. klasse fik udskiftet engangsbestik med stålbestik. Det har både mindsket affaldsmængden og forbedret spiseoplevelsen.

FAKTA om de nye bokse

De nye madbokse er vaskbare, genbrugelige og fremstillet i plast. Madboksen findes i tre størrelser: 250 ml, 500 ml og 750 ml. Ved at bruge separate og flere størrelser er det muligt at dele måltidet op i kolde og varme elementer. Madboksene er udstyret med RFID mærker, der gør at de kan spores. Derved kan EAT monitorere den reducerede CO2 og den økonomiske gevinst.

Siden januar 2026 anvender følgende skoler genbrugelige madbokse:

  • Lergravsparken Skole
  • Vesterbro Ny Skole
  • Holbergskolen
  • Sortedamskolen

Som en yderligere del af projektet undersøger EAT i øjeblikket, hvordan udskolingseleverne også kan inkluderes på de fire skoler. I dag bruger kun elever fra 0.–6. klasse de genbrugelige madbokse, fordi udskolingselever typisk har udgangstilladelse. Det er dog en spændende udfordring, som EAT nu undersøger og tager fat på, så også denne gruppe forhåbentligt kan blive en del af projektet.

En del af EU-projektet Change(K)now!

Initiativet er en del af EU-projektet Change(K)now! et samarbejde mellem Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. Projektet løber frem til slutningen af 2026 og har til formål at udvikle mere cirkulære fødevaresystemer og udbrede brugen af genbrugsemballage i kommunens institutioner.

Error, no Advert ID set! Check your syntax!

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*