Vattenfall har vundet udbuddene af havvindmølleparkerne Nordsøen Midt og Hesselø. Parkerne vil levere meget store mængder grøn strøm og får afgørende betydning for den grønne omstilling og forsyningssikkerheden i Danmark, mener Green Power Denmark.
Vattenfall har vundet udbuddene af havvindmølleparken Nordsøen Midt med en garanteret pris på 504 kroner pr. MWh og havvindmølleparken Hesselø med en pris på 542 kroner pr. MWh.
“Vattenfall har stor erfaring med at opføre havvindmølleparker i Danmark og har både kapaciteten og evnerne til at opføre to så store parker”, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark
Havvindmølleparkerne vil tilsammen øge kapaciteten af vindmøller på havet med 70 procent sammenlignet med niveauet i dag (før havvindmølleparken Thor er i drift). De kommer altså til at levere meget store mængder grøn strøm til de stadigt mere sultne elforbrugere.
Klar i 2030’erne
“Når parkerne er i drift i starten af 2030’erne, vil vores forbrug af strøm være meget større end i dag. Elbiler og eldrevne lastbiler vil dominere på vejene. Og fjernvarmen vil i langt højere grad komme fra eldrevne varmepumper. Kernen i den grønne omstilling er at udskifte olie og gas med grøn strøm, og de to parker bliver afgørende i den transformation, siger Kristian Jensen.
De to parker er udbudt efter en statsstøttemodel, som er godkendt af EU og bliver brugt i de fleste andre lande – en såkaldt dobbeltsidet CfD (Contract for Difference).
En dobbeltsidet CfD sikrer udvikleren af havvindmølleparken en minimumspris for den strøm, parken producerer. Hvis elprisen er lavere, supplerer staten op til den aftalte pris. Hvis elprisen er højere, betaler udvikleren tilbage til staten.
Garanteret pris i den lave ende
Den garanterede pris, som Vattenfall skal have for at opføre parkerne Nordsøen Midt og Hesselø, er markant lavere sammenlignet med lignende havvindmølleparker i Europa, hvilket vil komme de danske elforbrugere til gode.
“Strømmen fra disse og fremtidige havvindmølleparker er helt nødvendig for at sikre vores og hele Europas energiuafhængighed. Samtidig er det et vigtigt boost af vores vindmølleindustri. Uanset hvilke møller, der bliver valgt til projekterne, vil det skabe tusindvis af nye arbejdspladser i vindmølleindustrien og blandt de mange danske underleverandører”, siger Kristian Jensen.
Green Power Denmark opfordrer regeringen og Folketinget til også at have fokus på at fremme produktionen af vedvarende energi på land. I de seneste tre år er der kun opført 21 vindmøller på land – blandt andet fordi stigende udgifter har ødelagt økonomien i projekterne.
Billig grøn strøm
“Når vi skifter den dyre gas, olie, benzin og diesel ud med billig grøn strøm, vil forbrugerne få lavere energiregninger. Den billige, grønne energi skal komme et sted fra, og derfor er det vigtigt, at politikerne skaber vilkår, så der kommer flere vindmøller og solceller i Danmark – både på havet og på land”, siger Kristian Jensen.
Den næste havvindmøllepark, der kommer i udbud, er Nordsøen Syd med budfrist i 2028. Men allerede nu bør myndighederne lægge sporene for de parker, der skal komme efter, mener Green Power Denmark
Det kan for eksempel ske ved at udvikle modeller, hvor de lande, der skal aftage energien, er med til at finansiere udbygningen.
Vær den første til at kommentere