De københavnske gader, pladser og parker bliver forvandlet til teaterscener, når Københavns Gadeteaterfestival finder sted fra den 23.-30. august 2026.
Det kræver hverken billet eller teatersal at få en teateroplevelse i København, når Københavns Gadeteaterfestival løber af stablen.
Midt i det københavnske byliv kan man opleve alt fra akrobatik og musik til cirkus, dans og kæmpestore marionetdukker – og det hele er gratis.
“Med Gadeteaterfestivalen bliver København én stor scene. Det er svært ikke at være begejstret, når kulturen flytter ud af teatersalen og bliver en del af byens liv. Pludselig får man lyst til at stoppe op midt på torvet eller i parken og lade sig rive med af en forestilling, man ikke havde planlagt at se. En oplevelse, man ikke glemmer lige foreløbig. Det er en fantastisk måde at gøre kunsten tilgængelig for endnu flere københavnere og byen endnu mere levende,” siger Christopher Røhl (RV), der er kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester i Københavns Kommune.
Fra Husum til Sydhavn
Festivalen indtager i år Husum, Nørrebro, Sydhavn, Valby og Ørestad med oplevelser for både børn, unge og voksne. På tværs af bydelene vil der være 32 arrangementer bl.a. forestillinger og workshops.
Københavns Gadeteaterfestival er en del af DIG – Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler – som siden 2013 har produceret gadeteaterfestivaler i hele Danmark.
”Gadeteater er den mest demokratiske kunstform, fordi den er gratis for alle. Gadeteatret er et lille hul i den enorme kunstindustri, hvor kunstnere kan finde deres egen vej direkte til publikum – uden billet, uden mure og uden barrierer. Så kom ud i byrummet og oplev verden gennem gadeteatrets fortolkning,” siger Zelis Niegaard, der er festivaldirektør hos DIG.
Københavns Gadeteaterfestival løber fra den 23. august til og med den 30. august 2026. På BrugByen kan du finde mere information om alle arrangementerne.
Om Københavns Gadeteaterfestival
Festivalen arrangeres af Børnekulturstedet Karens Minde, Husum Bibliotek, Lygten Station, Osramhuset, Solvang Bibliotek, Støberiet, Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus, Valby Kulturhus og Ørestad Bibliotek i samarbejde med en række lokale kulturaktører og DIG – Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler.
Festivalen gennemføres med støtte fra blandt andre Københavns Kommune, Nordea-fonden, By & Havn samt en række lokaludvalg og samarbejdspartnere.



Vær den første til at kommentere