Du bor ikke i Københavns Kommune. Sådan konkluderede kommunen selv kort tid efter at Sikandar Siddique, leder af partiet Frie Grønne, var blevet valgt til Københavns Borgerrepræsentation. En klage til Digitaliseringsministeriet udsatte dog exit’en. Men nu giver ministeriet kommunen medhold. Dermed er Sikandar Siddique færdig på rådhuset.
Bor han i Herlev eller i København? Det spørgsmål har afgørende betydning for om man er valgbar til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune. Det var Ekstra Bladet, der sidste år kunne afsløre, at trods flytningen til København, så boede resten af familien fortsat i huset i Herlev, som også husede såvel Frie Grønnes adresse samt hans egen virksomhed.
Samtidig var adressen i København af så dubiøs karakter, at Københavns Kommune tvivlede på oplysningerne. Ikke mindst fordi der også boede op til fire voksne med et helt urealistisk strømforbrug. Alt sammen noget, der indikerede, at der ikke var tale om en reel bopæl i København for Sikandar Siddique, sådan som regler foreskriver. Derfor afgjorde kommunen, at han ikke havde bopæl i København – og dermed ikke kunne sidde i Københavns Borgerrepræsentation.
Uenighed førte til klage
Den afgørelse var Sikandar Siddique uenig i. Det er den klage, som Digitaliseringsministeriet nu har afgjort.
Det er anden gang Sikandar Siddique gjorde entre i Københavns Borgerrepræsentation. Inden da havde han i 00’erne repræsenteret Socialdemokratiet. En intern liste fra Venstre viser, at han også der havde været medlem og at enten han eller en person med hans ID havde stemt på et opstillingsmøde i partiet.
Vær den første til at kommentere