Til december starter endnu en retssag i Københavns Byret i forsøget på at stoppe byggeriet på Amager Fælled, der for lang tid siden er gået i gang og hvor de første beboere har fået en bolig. Det er igen igen Amager Fælleds Venner, der har anlagt retssagen.
Denne gang er retssagen anlagt mod Miljø og Fødevareklagenævnet samt Planklagenævnet, der i december 2021 sagde god for Københavns Kommunes lokalplan og miljøkonsekvensvurdering for byggeriet. Det er Amager Fælled Venner utilfredse med, og derfor har de hevet de to nævn i retten.
“Vi mener helt grundlæggende, at klagenævnenes afgørelse baserer sig på en utilstrækkelig miljøvurdering og derfor bør erklæres for ugyldig af byretten. Der er ikke lavet de nødvendige undersøgelser af byggeriets konsekvenser for natur og miljø”, siger Ulla Rosenvold, talsperson for Amager Fælleds Venner og aktiv i Kommunistisk Parti.
Amager Fælleds Venner har netop indsendt to processkrifter på henholdsvis 75 og 100 sider til Københavns Byret. Her ridses sagens centrale punkter op.
Forurening er omdrejningspunktet
I følge en pressemeddelelse fra Amager Fælled Venner, er – hvad foreningen kalder “den voldsomme forurening på byggegrunden” omdrejningspunktet. I midlertid handler retssagen om hvorvidt de to nævn handlede korrekte, da de gav kommunen tilladelsen. I følge Amager Fælled Venner mangler “miljøkonsekvensvurderingen” en vurdering af forureningens betydning for miljøet.
“Der bliver gravet i den forurenede jord, jorden bliver komprimeret og flyttet rundt. Men der mangler en vurdering af de konsekvenser, det har”, mener Maria Zahle, talsperson for Amager Fælleds Venner og til dagligt billedkunstner.
Vandsalamandar og fugle spøger igen
“Der tages ikke højde for, at der er hydrologisk forbindelse mellem byggeområdet og Københavns Havn. Der er ikke foretaget en vurdering af, hvad byggeriet kan betyde for kvalitetsmålene i forhold til hverken overfladevand eller grundvand eller for fuglene i det beskyttede Natura 2000-område på Vestamager og havet syd for. Det vurderes heller ikke, om forureningen har betydning for vandet i ynglesøerne og påvirkningen af rasteområderne for den fredede stor vandsalamander på Amager Fælled”, tilføjer hun.
Byggeriets konsekvenser for den fredede og habitatsbeskyttede padde, stor vandsalamander, der levede på det område, hvor der nu bygges, står også helt centralt i retssagen.
– Det er ikke i tilstrækkelig grad sikret, at byggeprojektet ikke forringer yngle- og rastestederne for stor vandsalamander. Miljøvurderingerne giver ikke klagenævnene grundlag for med tilstrækkelig høj grad af sikkerhed og i lyset af forsigtighedsprincippet, at fastslå, at den økologiske funktionalitet af rasteområdet for stor vandsalamander opretholdes, siger Knud Erik Hansen, talsperson for Amager Fælleds Venner og mangeårig aktiv i Danmarks Naturfredningsforening. Her har han blandt andet forsøgt at fremstille det som om, der at var en sø i opfyldningsområdet i Nordhavn, som skulle bevares. Noget de fleste andre havde ualmindelig svært ved at få øje på, eftersom området var et aktivt jordopfyldningsområde.
Der er sat seks dage af til retssagen. Der er retsmøder følgende dage: 1. december, 4. december, 8. december, 14. december, 18. december samt 5. januar 2027.



Vær den første til at kommentere