Tag med på rejsen til Københavns Havn i de fem forbandede år 1940-1945

Nu er der en ny episode af podcasten Historien om Havnen, hvor du kan lytte til besættelsestiden. Klokken 04.20 den 9. april 1940 lægger troppetransportskibet “Hansestadt Danzig” til kaj ved Langelinie. i 1943 falder bomberne på Islands Brygge og Christianshavn.

Tyske støvler rammer københavnsk jord og tropperne rykker frem mod Kastellet, sprænger porten og stormer fæstningen. Det bliver starten på fem mørke år under krigens åg.

Langelinie bliver også stedet, hvor Montgomery fem år senere holder tale til den danske befolkning efter befrielsen.

Bomber både Christianshavn og Islands Brygge

Den 27. januar 1943 hører københavnerne lyden af otte britiske RAF Mosquito-bombefly over byen. De er her på en formodning om, at Burmeister & Wain producerer ubådsmotorer til den tyske besættelsesmagt. Visse steder er flyvehøjden kun 15 meter når de stryger over tagene på Islands Brygge og Christianshavn med hundredvis af km i timen. Varslingssystemet opsnapper ikke flyene, så overraskelseselementet er totalt da 32 sprængbomber på hver 250 kg regner ned over byen.

Bomberne vælter ned over havneløbet. Snart slikker flammerne op ad Sukkerfabrikken. En bombe sprænger på Knippelsbro. Øresønderrivende salver fra tysk antiluftskyts flintrer mod flyene. På få minutter er Islands Brygge og Christianshavn forvandlet til en krigszone. Beboelsesejendomme ligger i ruiner. Dansk Lommetørklæde Fabrik står i flammer. Otte bomber træffer målet på Burmeister & Wain.

Redningsfolk og brandvæsen strømmer til. Endelig går luftalarmen i gang. Den hylende lyd af sirener skærer gennem luften. Blandt de brændende bygninger ligger ueksploderede bomber. Flammerne kan få dem til at sprænge hvert øjeblik.

Lyt online

Du kan lytte til hele historien her i serien om Besættelsens havn.

Podcastserien er produceret af Kongerækken i partnerskab med By & Havn og i samarbejde med Københavns museum.

 

Error, no Advert ID set! Check your syntax!

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*