Tivoli åbner med påsketema og overraskelser

Når Tivoli åbner den 27. marts, bliver det med forår i luften og udsigt til en lang, begivenhedsrig sommer. Sommersæsonen byder bl.a. på mere end 200 pop-, rock-, jazz- og klassiske koncerter, to store festivaler, ny Tivolirevy, 15 Michelin‑stjerner i Det Japanske Tårn og den prestigefulde Michelin‑uddeling for de nordiske lande i Koncertsalen.

I år kan Tivolis gæster også se frem til et helt nyt fyrværkerishow med Olsen Banden‑tema, et stort Fredagsrock-program med danske og internationale kunstnere og fere LørdagsHits-koncerter med bl.a. bandet Kool & The Gang. Der lægges ud med stort påsketema, hvor Carstensens Have fyldes med påskeliljer, påskeæg, påskefrokoster og kørende forlystelser.

Det er Tivolis sommersæson nummer 184, og der er i år 178 åbningsdage. Årets sommersæson varer til og med 20. september, hvor sidste åbningsdag afsluttes med fyrværkerishow.

Åbner i påskens tegn

Fra åbningsdagen bliver gæsterne mødt af nye påskescenografier, marker med påskeliljer, hyacinter og tulipaner, ligesom både Boblespringvandet og Det Store Springvand vil være påske-udsmykket. Gæsterne mødes ligeledes af små lam, og der vil være påskeæg i alle størrelser. Rasmus Klump, der i år runder 75 år, holder påskefest med vennerne, mens det vil være muligt at deltage i ægge-skattejagter. I Tivolis restauranter er der påskefrokost, hvor man kan få menuer for hele familien med entreen inkluderet i prisen.

Tivoli i udvikling

”Tivoli er i udvikling. Vi har de seneste år investeret målrettet i at styrke vores position som et af Europas mest ikoniske oplevelsesbrands. I år tager vi et afgørende skridt videre: Kunstnerisk, gastronomisk og kommercielt med bl.a. nye tematiske satsninger, et internationalt koncertprogram i topklasse og 15 michelin-stjerner samlet i Haven. Vores ambition er at skabe oplevelser, der sætter København på verdenskortet, og hvor verden føler sig velkommen i Tivoli. Hvor tradition og fornyelse mødes, og hvor generationer samles. Denne sommer rummer både det velkendte Tivoli og nye oplevelser. Velkommen til sommer i Tivoli”, siger Tivolis direktør Susanne Koch Mørch.

Internationale navne og LørdagsHits med vokseværk

LørdagsHits har de seneste år udviklet sig til et af Tivolis populære rytmiske musikformater. I år løftes niveauet yderligere og programmet udvides med to ekstra aftener, fordi det er tydeligt, at netop denne type koncerter har stort potentiale og en markant stigende efterspørgsel. Fra juni til august kan gæster derfor se frem til hele 10 lørdage, hvor Tivoli fyldes med tidløse hits og fællessang. Det kan nu afsløres, at amerikanske Kool & The Gang gæster Tivoli den 25. juli og leverer klassikere som Celebration, Ladies Night og Jungle Boogie. The Savage Rose med Annisette indtager scenen den 4. juli, og senere på sommeren – den 1. august – kan publikum opleve Poul Krebs, der markerer sin 70-års fødselsdag med 70 koncerter landet over. Alle koncerter begynder kl. 21.00. Det fulde program offentliggøres senere.

Ser frem til LørdagsHits koncerten

“Sidst i 1990’erne blev Danmark et sted, der blev ved med at kalde på os. Vi har haft glæden af at optræde i Danmark flere gange bl.a. sammen med Sister Sledge, Boney M samt på egen hånd. Hver gang har publikum været fantastiske. Jeg ved, at sange som Celebration, Get Down On It, Ladies’ Night og Fresh stadig spilles på radiostationer og fylder dansegulve over hele Danmark, og det gør det endnu mere fedt at vende tilbage. Vi kan ikke vente med at spille vores musik en lørdag aften i Tivoli, der med sikkerhed bliver en fantastisk sommeraften”, siger Robert Earl fra Kool & the Gang

Fra Fredagsrock til jazz

Årets Fredagsrock-program byder på internationale navne som TLC den 12. juni, Rick Astley og Jessie J den 3. og 17. juli samt Flo Rida den 7. august. På den danske side kan publikum se frem til GNAGS, TV·2 og Dizzy Mizz Lizzy og mange flere. Fredagsrock åbner 10. april med en dobbeltkoncert, hvor både When Saints Go Machine og Spleen United indtager scenen.

I juni, juli og august udvides aftenen med ekstra underholdning før koncerterne, herunder kl. 19 -koncerter og Fredagscomedy. Sæsonen byder også på jazzkoncerter, uddeling af Tivolis Jazz Pris samt Mint-programmet for nye talenter ved Tivoli-Søen fra maj.

Syng-med-koncerter med nye ansigter

Med Allsång på Skansen som forbillede oplever Tivoli stor opbakning fra publikum, når Annette Heick og Tivolis Salonorkester inviterer til Syng-Med-i-Tivoli. Udvalgte koncerter er endda blevet sendt på TV2 Charlie. I år byder Tivoli på hele 7 Syng Med-koncerter i perioden juni til september. Programmet tæller bl.a.: Pernille Højmark (26.07.26), Julie Berthelsen (23.06.26) og Søren Poppe (12.07.26). Årets temaer bliver Melodi Grand Prix-sange og danske sommerhits-klassikere. Det endelige program offentliggøres senere.

Annette Heick som vært

“Jeg har glædet mig helt enormt til at være vært for Syng Med i Tivoli for 5 år i træk. I år har jeg endnu engang håndplukket nogle populære sangere, som jeg har et særligt personligt forhold til. Blandt de medvirkende er Pernille Højmark, Julie Berthelsen og Søren Poppe, og der kommer flere til. Sammen skal vi skabe en festlig dag, og jeg glæder mig til både at synge og få publikum til at synge med. I år dykker vi ned i både elskede danske sommerhits og skønne Melodi Grand Prix-sange, og det er netop fællessangen, der gør aftenerne i Tivoli helt magiske”, siger Annette Heick.

Tivolis fyrværkeri ser rødt

I anledning af at det i år er 50 år siden, at den folkekære danske film; Olsen Banden Ser Rødt udkom, har Tivoli hen over sommeren designet et særligt Lørdagsfyrværkeri for at fejre den uforglemmelige film. Fyrværkerishowet er bygget op om den verdensberømte scene, hvor Olsen Banden bryder ind på Det Kgl. Teater under fremførelsen af Elverhøj. Tivolis gæster kan se frem til smukt fyrværkeri, god timing og musik samt replikker fra filmen. Fyrværkeriet får premiere 6. juni og kan opleves alle lørdage i juni, juli og august.

Gensyn med Dronning Margrethes Fyrtøjet på Pantomimeteatret

Pantomimeteatret byder på pantomimer, balletter og moderne danseforestillinger. Af de i alt elleve forestillinger, der tilsammen opføres 290 gange i løbet af sæsonen, er der fem forskellige klassiske pantomimeopsætninger med premierer hen over sæsonen. Man kan fx se frem til et glædeligt gensyn med Tim Rushtons charmerende ballet Accordion Stories fra den 24. april, Peter Bo Bendixens iscenesættelse af August Bournonvilles verdensberømte ballet Sylfiden med premiere den 20. juni samt hele to moderne programmer med premiere henholdsvis den 16. juli og den 14. august. H.C. Andersens klassiske eventyr Fyrtøjet, som i 2007 blev forvandlet til en ballet på Pantomimeteatret, vender tilbage. Endnu en gang er det H.K.H. Dronning Margrethe, der har skabt både scenografi og kostumer, mens James Price står bag musikken og Dinna Bjørn koreografien. Forestillingen bygger på H.C. Andersens fortælling fra 1835 om den tapre soldat, der møder en heks og sendes ned i et hult træ for at hente et magisk fyrtøj. Repremieren finder sted den 23. maj.

Haven med musik, grin og hygge

Tivolirevyen består i år af et nyt hold af unge talenter og rutinerede kræfter, der i ord og toner skal skabe klassisk revy med afsæt i skarp satire og kærlige parodier. Revystjernerne Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard får selskab af den prisbelønnede skuespiller Mikkel Becker Hilgart samt revydebutanterne Neel Rønholt og Sicilia Gadborg. Premieren finder sted den 4. juni, hvor Martin Miehe-Renard er instruktør.

Sæsonen byder også på Toner fra Badehotellet med nogle af de mest elskede sange fra TV2-serien Badehotellet. I det nye musikalske show bliver Jens Jacob Tychsen, der spiller den flamboyante Hr. Weyse i tv-serien, akkompagneret af seks af Danmarks bedste swingmusikere. Toner fra Badehotellet har urpremiere 24. april. For de små vender Dyrene fra Hakkebakkeskoven tilbage til Tivoli med den folkekære fortælling.

Klassiskmusik i Tivoli

Tivoli kan præsentere et stærkt klassisk musikprogram i år. Det sker efter flere års fremgang på det klassiske område, hvor publikumstallet er fordoblet. Programmet byder på mere end 50 koncertoplevelser og rummer nogle af verdens største klassiske musiknavne som Joseph Calleja, Leonidas Kavakos, Isabelle Faust, Andreas Scholl, Víkingur Ólafsson og Janine Jansen. Der bydes også på koncerter med værter som Mathias Hammer og Frederik Cilius, og Philip Faber er dirigent og vært for en række symfoniske plænekoncerter med fri adgang for havens gæster. Sæsonen åbner den 14. maj med den nye Daphne Awards, som uddeles til en af klassisk musiks allerstørste stjerner pianisten Lang Lang, sammen med to af operaverdenens stærkeste yngre sangere; Serena Saenz og Jonathan Tetelman. Daphne Awards er en af verdens største kulturpriser, som er indstiftet af Danish Research Foundation og præsenteres i samarbejde med Tivoli og Ouverture Productions.

Mad- og blomster-festivaler på nye niveauer

Tivoli Food Festival, der sidste år blev en velbesøgt publikumssucces, vender i år tilbage med fokus på topgastronomi i Michelin-klassen og på et af verdens førende køkkener; det nordiske. Tivoli Food Festival, som kører fra den 23.–31. maj, er også nedtælling til uddelingen af de nordiske Michelin-stjerner, som finder sted i Tivolis Koncertsal den 1. juni, og Haven vil under hele festivalen emme af eksklusive råvarer, workshops og smagsprøver fra nogle af verdens bedste kokke. Programmet byder også på fx banko, talks, unikke spiseoplevelser i Tivolis restauranter, en nordisk markedsplads og DM i Alkoholfri Øl. Festivalen kulminerer med en kulinarisk folkefest den 1. juni, når Tivolis gæster kan følge de nordiske Michelin-stjerner blive uddelt fra Plænen i selskab med personalet fra de nordiske toprestauranter samt en masse food trucks skabt af Michelin-kokkene.

Tivoli-gæster kan også se frem til Tivoli Have- og Blomsterfestival (29. august – 13. september), hvor forlystelseshaven står i fuld flor. Her inviterer Tivoli på blomster-udsmykninger, blomsterdyster og udstillinger af blomsterkunstnere af internationalt format, som er med til at udsmykke en have, som i forvejen er fuld af farverige blomster. Festivalen bliver skudt i gang med det actionfyldte Tivolimesterskab i Skovhugning på Plænen, hvor der bl.a. dystes i discipliner med motorsav, og så kan man igen gå på opdagelse på store smage- og blomstermarkeder på Plænen.

Mad til alle

I Tivoli er mad og drikke forlystelser i sig selv, og de seneste fem år har forlystelseshaven kunnet byde velkommen til en række internationale Michelin-restauranter i Det Japanske Tårn. I år sættes der nye rekorder, når hele 15 Michelin-stjerner fordelt på 7 restauranter gæster Haven. Sæsonen begynder med to franske restauranter; Først den hippe pariserrestaurant AT, som byder på fransk/japansk tallerkenkunst (27. marts-2. maj), efterfulgt af en af fransk gastronomis helt store institutioner; den 3-stjernede Flocons de Sel, som bringer smagene af de franske alper med sig til Tivoli (7. maj – 6. juni). Senere på sæsonen følger to 2-stjernede restauranter, inden sommersæsonen lukker med endnu en 3-stjernet Michelin-restaurant. Læg dertil de mange faste restauranter som Kilden, Glassalen, Nimb Brasserie, Grøften og Mikkeller Færgekroen samt Tivoli Food Halls store udbud af street food.

Rasmus Klump runder 75 år – og meget andet

I løbet af sommeren har Tivoli adskillige mærkedage, hvor gæsterne får ekstra oplevelser oven i besøget. Der bydes bl.a. på Gospel Festival (9.+10. maj), Rasmus Klump der runder 75 år, Grønland i Tivoli (1.+2. august) og Hundens Dag (16. august). Gæsterne kan se frem til op i mod 50 forskellige små og store events i løbet af sommeren.

I sommeren 2026 åbner forventeligt et spektakulært tematisk område – den største samlede investering i et forlystelsesområde i Tivolis historie med nye oplevelser, madkoncepter og forlystelser.

Nyt område i vente

I sommeren 2026 åbner forventeligt et nyt spektakulært tematisk område i det tidligere Asien-område. Der er tale om den største samlede investering i et forlystelsesområde i Tivolis historie med nye oplevelser, madkoncepter og forlystelser. Byggeriet går efter planen og vil forventeligt åbne i løbet af sommeren 2026.

Error, no Advert ID set! Check your syntax!

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*