DEBAT. Af Klaus Bondam, Direktør for mobilitet, kultur og destinationer, Wonderful Copenhagen
Den radikale Kristine Ammitzbøll-Bille, som er kandidat til kommunalvalget i København til november, strør om sig med manglende faktuel viden om krydstogtskibe i København anno 2025 i et indlæg i Havnefronten.
Først og fremmest er der al mulig grund til at glæde sig over, at København nu har fået et landstrømsanlæg til krydstogtskibe. Når dets kapacitet er fuldt udbygget i 2028, vil det kunne levere landstrøm til fem krydstogtskibe på én gang. Det anslås, at 70% af verdens krydstogtskibe vil kunne modtage landstrøm allerede i 2027 – og 90% af de krydstogtskibe, der sejler i Østersøen, kan i dag modtage landstrøm. En stor del af de rederier, der sejler i Østersøen, tilsluttede sig tilbage i 2022 en bindende erklæring om, at hvis en havn kan tilbyde landstrøm, så skal krydstogtskibet også tage imod den.
.
Landstrøm nedsætter luftforurening med 95%
I dag bidrager krydstogtskibene til ca. 0,7% af luftforureningsskaderne i København. Når et skib er tilsluttet landstrøm, når det ligger ved kaj, nedsættes dette med 95%.
Når det gælder C02 udledningen, så nedsættes denne med 90%, når skibet ligger ved kaj og er tilsluttet landstrøm. T.o. så udgør verdens godt 500 krydstogtskibe under 1% af den maritime flåde af store skibe – og bidrager med under 0,1% af den globale opvarmning.
Selvom det er lidt, så arbejder krydstogtbranchen målrettet på at nedbringe det. Ikke mindst for også at være til inspiration og motivation for resten af den maritime sektor.
.
Arbejder for nedbringelse
I Cruise Denmark – Copenhagen and beyond, som er et netværk med over 60 partnere blandt alle de aktører, som er en del af et krydstogtsskibs anløb i Danmark, herunder også havne og destinationer, vil vi gerne yde vores bidrag til at nedbringe miljøaftrykket fra krydstogtskibe.
Vores vision er, at København og hele Østersø-regionen bliver centrum for en grøn omstilling af krydstogtturismen til inspiration for resten af verden. Som et fælles, faktuelt grundlag for det arbejde, har vi for nylig bedt Kåre Press Kristensen og Green Global Future om at udarbejde en faktuel oversigt om krydstogtskibenes miljøaftryk anno 2025 sammen med en oversigt oven den politiske regulering, der allerede i dag sker af branchen – og giver et retvisende billede af den enorme teknologiske omstilling, som branchen selv har sat i gang i disse år.
Publikationen er nem at Google sig frem til; ’Krydstogtskibe: Miljø & Klima’. Den er et godt udgangspunkt for en opdateret og faktuel baseret debat om den krydstogtskibe, som er en naturlig og integreret del af havnebyen København.
Be the first to comment