88 pct. af københavnerne føler sig trygge i deres nabolag. Selv når mørket er faldet på, er trygheden fortsat på det højeste niveau, der nogensinde er målt. Dog oplever unge kvinder i højere grad end andre utryghed – især ved stationer og stoppesteder, hvor kommunen derfor nu sætter ind.
.
Trygheden i København fortsætter det rekordhøje niveau fra 2024.
Fire ud af fem københavnere føler sig trygge efter mørkets frembrud. Det er – sammen med 2024 – det højeste niveau, der nogensinde er målt. Derudover føler næsten ni ud af ti (88 pct.) af københavnerne sig trygge i deres nabolag.
Det er hovedkonklusionerne i Københavns Kommunes årlige tryghedsundersøgelse.
.
Unge kvinder mindst trygge
Der er dog forskelle i trygheden mellem Københavns 13 bydele, men årets undersøgelse viser, at forskellene bliver mindre. I 2025 er der to bydele med færre end 85 pct. generelt trygge, mens det i 2024 var fem. Dermed bliver trygheden mere ligeligt fordelt mellem bydelene.
Samtidig fremgår det også, at unge kvinder mellem 15 og 29 år føler sig markant mindre trygge end unge mænd. Helt konkret føler 11 pct. af mændene sig utrygge efter mørkets frembrud, mens det for kvinderne er 21 pct.
.
Stationer og stoppesteder er utrygge steder
De unge føler sig særligt utrygge på stationer og ved stoppesteder, som generelt er de steder, flest københavnere angiver som utrygge. Derfor sætter kommunen nu målrettet ind:
“For mig er det helt basal velfærd, at man som københavner føler sig tryg. Det skal gælde alle – også når man står og venter på bussen om aftenen. Derfor har vi afsat midler til at undersøge, hvordan vi kan styrke trygheden omkring stationer og stoppesteder. Samtidig glæder det mig, at forskellene mellem bydelene bliver mindre. Det viser, at vores indsatser virker. Men vi er ikke i mål endnu – stadig for mange føler sig utrygge, og min ambition er, at alle er lige trygge”, siger overborgmester Lars Weiss (S).
Læs alle resultaterne for Tryghedsundersøgelsen 2025 for Københavns Kommune her.
Be the first to comment