Blomster på Bryggen: På vej til en blomstrende forretning

Måske man skulle arbejde med blomster i stedet for i advokatbranchen. Sådan tænkte Stine Nørgaard Bjerg for et år siden. Et år senere har hun kastet sig ud i at sælge blomster på fuld tid – i første omgang fra sin lejlighed på Islands Brygge, men hun håber snart at finde et egnet lokale, hvorfra forretningen for alvor kan blomstre.

Tekst og foto: Mikkel Bækgaard

 

Der står mange blomster i Stine Nørgaard Bjergs lejlighed på den sydlige del af Islands Brygge. De er købt hos Copenhagen Markets i Taastrup og er nu klar til at blive lavet til buketter og blomsterdekorationer, der blandt andet kan pynte ved bryllupper og andre events.

“Det er egentlig lidt skørt, for min kæreste kan ikke tåle blomster. Men jeg prøver at finde nogle blomster, der ikke dufter af så meget – så plejer det nemlig at gå. Og så håber jeg på at finde et godt lokale her i nærområdet, som jeg kan bruge som blomsterværksted”, siger den 28-årige Bryggebo, der for et år siden sprang ud som autodidakt blomsterdekoratør og blomsterhandler.

 

Fra jura til blomster

Det lå ellers ikke i kortene, at Stine Nørgaard Bjerg skulle arbejde med eller sælge blomster. Men hun sad en aften i august sidste år med et par veninder og talte om, hvad man skulle lave, hvis ikke man havde det job, man nu engang havde.

“Jeg har en bachelorgrad i jura, og jeg arbejdede som projektleder og kreativ sjæl i et advokatfirma. Og jeg var virkelig træt af det. Så sagde jeg, at hvis jeg helt selv skulle bestemme og slet ikke tænke på fornuft eller økonomi, så skulle det være noget med blomster”, siger hun om den aften, der skulle ændre hendes liv.

Så blev vi enige om, at det skulle jeg da prøve – om ikke andet så bare ved siden af mit job. Og kort efter fik jeg mig et CVR-nummer, for det skal man have, før man kan købe ind hos Copenhagen Markets ude i Taastrup. Så kørte jeg derud og købte en masse blomster, som jeg begyndte at lave buketter af.

 

Startede lokalt

I første omgang solgte Stine Nørgaard Bjerg blomster i lokalområdet. Hun oprettede en Instagram–profil og talte med lokale, hvor hun blandt andet lavede blomsterdekorationer til Café Nöah lige rundt om hjørnet fra, hvor hun bor – og snart også nede på Fars Dreng.

Og sådan gik det hurtigt slag i slag – også selvom Stine Nørgaard Bjerg stort set ikke havde lavet en blomsterbuket før i sit liv.

“Jeg har da lavet lidt buketter til gaver og sådan noget, men ikke det helt store. Men jeg havde flair for det, og folk ville gerne købe af mig. Så det gik pludselig ret stærkt”, forklarer hun.

I starten var det mest tørrede blomster, hun solgte, for det kunne kæresten tåle. Men siden er der kommet friske blomster til, der står farvestrålende klar til at blive til buketter og dekorationer.

 

Helst blomster til events

I januar i år var Stine Nørgaard Bjerg blevet endnu mere træt af sit faste job i advokatfirmaet, så hun sagde det op – i første omgang for både at arbejde lidt i en butik og samtidig køre sit blomsterfirma. Men i sommer tog hun det helt store spring, da hun valgte at gå all in for at arbejde med blomster på fuld tid.

“Det var angstprovokerende at kaste mig ud i det på fuld tid, men det føles virkelig godt, og jeg tjener penge på det. Ikke store summer endnu, men det er godt på vej. Men det er klart, nu hvor det er blevet fuld tid, så skal jeg tænke mere over priser, og hvor mange penge blomsterne i en buket koster i indkøb”, fortæller Stine Nørgaard Bjerg.

Nu er næste skridt at finde et egnet lokale – fx i noget gammelt industri, hvor hun kan have sine blomster. Det må meget gerne være i lokalområdet på Islands Brygge, hvor hun har oplevet en stor opbakning.

Og så gælder det især om at lave blomster til bryllupper og andre events, forklarer hun:

“Jeg har ikke nogen drøm om at skulle drive en traditionel blomsterbutik. Det, jeg synes er sjovt, er at lave events – at lave blomster til et bryllup for eksempel; brudebuketten, dekorationerne, udsmykninger. Det elsker jeg virkelig. Det er ikke så meget det med at lave buketter på samlebånd”.

 

Studio Flør

Blomsterfirma drevet af Stine Nørgaard Bjerg, p.t. fra hendes private lejlighed på Islands Brygge. Her sælger hun buketter, blomsterdekorationer og meget andet med blomster – også gerne til events. Se billeder og bestil via Instagram, @studiofloer.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*