Bryggebo bag bog om jægerlatin

Mathias Vogdrup-Schmidt tog jagttegn da han var 16 år. Her med sin jagtterrier. Foto: Privat.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Jette Ingerslev

Bryggen er ikke Danmarks mest oplagte jagtterræn. Ikke desto mindre finder du på Islands Brygge forfatter Mathias Vogdrup-Schmidt, der har skrevet flere bøger om jagt. Han har gennem flere år samlet på jagtord og -udtryk, og under arbejdet med en tidligere bog ”Danmarks Jagthunde” dukkede nye ord op. Det var derfor nærliggende at skrive endnu en bog for at belyse de mange specifikke ord, der benyttes af dem, der betræder jagtgudinden Dianas hellige stier.

Ligesom alle andre sprog er jagtsproget under evig forandring. Gamle, forældede ord glider ud og nye kommer til fra både ind- og udland om dyr, metoder, udstyr, vildtforvaltning, talemåder og meget andet.

Jagtbogen, der bærer titlen ”Nudansk Jægerlatin”, er en sag på 84 sider i det lille bogformat og udgivet af forlaget Indblik/forlaget Egolibris. Bogens omslag er i karton med et jagtbillede fra en mørk granskov med en løvfældende skov forude. Omslaget kunne være et symbol på bogens idé, nemlig at sætte mere lys på og bringe forståelse af jægernes sprog – eller jægernes kodesprog.

Bliv klogere på sprog

Forfatteren har valgt at fokusere på de ord og udtryk, der benyttes i den danske jagt. Er der jægere, der savner ord i den lille bog, så hører Mathias gerne mere herom, så Nudansk Jagtlatin kan følge med i jagtsprogets dynamik.

Forordet er skrevet af den garvede jæger Kjeld Danneskiold-Samsøe. Han indleder med et ældre citat ”Under frokosten fik vi øl og brændevin, — og Mathias kunne sin jægerlatin”. Inspirationen til bogens titel – Jægerlatin – er udsprunget af dette finurlige ord for det særlige ordforråd, der knytter sig til jagt.

Det er en forudsætning for en jæger, at personen kan kommunikere med de rette ord. At kende de forskellige jagtudtryk, gør en til en bedre jæger – og misforståelser blive færre, når alle ved, hvad der tales om. En misforståelse kan føre til, at et stykke vildt undslipper, men i værste fald til et vådeskud og en ulykke.

Hvorfor hedder det sådan?

Bogen er opbygget som en alfabetisk ordbog og omfatter ca. 1.200 ord og vendinger, der naturligt vil interessere både nye og mere erfarne jægere. Personer, der ønsker at udvide horisont og sprogbrug, kan også få inspiration. Måske få stillet nysgerrigheden over for spørgsmålet: Hvorfor gå på jagt? Hvad gør jagt til så stor en oplevelse – ud over det at være i naturen med skærpede sanser?

Et lille udpluk fra bogen skal nævnes her: ”Bimmerjagt” = betegnelse for en jagt uden større planlægning, hvor jægerne nærmest bevæger sig tilfældigt rundt. ”Halali” = signal for jagthorn, der blæses ved samling forud for jagten. ”Kravlejagt” = jagtform, hvor jægeren opsøger vildt på havet liggende på maven på en skydepram. ”Omnivor” = betegnelse for en art, der er altædende. ”Udsmider” = gravsøgende hund, der formår at jage ræven ud af dens grav.

Forfatteren Mathias Vogdrup-Schmidt tog selv jagtprøve og fik jagttegn som 16-årig. Han har i mange år gået på jagt i Danmark – men særligt i Sverige. De seneste år har han tillige nydt at være hundefører for sin tyske jagtterrier.

Ved siden af jagten har han uddannet sig til jordbrugsøkonom på Landbohøjskolen. Til dagligt arbejder han som økonom, men også som udbyder af vildsvinejagt og jagtkurser.

Han bor sammen med sin hustru og sin 3-årige datter på Islands Brygge med udsigt til havneområdet. Men der er intet vildt at skyde der. Om sommeren vil nogle kvinder måske føle sig som jaget vildt ved havnefronten, når der lyder jagtråb/jagtlatin som ”Knæk og bræk” eller ”Sikke en dejlig perlehøne”.

Flere bøger, jagt og kurser

I Havnefronten fra 9. december 2020 var der omtale af Mathias Vogdrup-Schmidts bog ”Danmarks Jagthunde” under titlen ”Brygge-bo skriver bog om jagthunde”. Den seneste bog ”Nudansk Jægerlatin” kan bestilles på egolibris.com eller købes hos boghandlere eller jagtbutikker for kr. 149,95. Er man interesseret i vildsvinejagt og jagtkurser, kan man se mere her: www.knaekogbraek.com.

1 Comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*