Et forårsfløjt fra Stærekassen

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on email
Share on print

Tekst og foto Jette Ingerslev

 

Træerne på Kongens Nytorv står endnu som grafiske tegn mod den kolde forårshimmel. Snart springer hele området ud med aktiviteter. Det gælder også naboen Det kongelige Teater, en national institution med rødder tilbage til 1748 og en lang, facetteret bygningshistorie.

Det første kongelige teater med flere ombygninger var forældet og blev revet ned. I 1874 blev Det kongelige Teater, Gl. Scene, tegnet af Vilhelm Dahlerup (1836-1907) og Ove Petersen (1830-92), indviet.

Et halvt århundrede senere var der behov for en udvidelse, og valget af arkitekt faldt på Holger Jacobsen (1876-1959). Han ønskede, at den ny bygning skulle virke ved sine store, modernistiske flader og ikke ved kunstfærdig udsmykning og ornamentik som på Gl. Scene. Han tegnede primært et scenetårn med et åbent parti højt oppe. Det lignede en stærekasse og gav anledning til mange reaktioner, herunder kælenavnet Stærekassen. Tegningerne blev ændrede, det åbne parti blev lukket af bronzerelieffer, men navnet blev stående.

Ved indvielsen i 1931 fremstod Stærekassen med en ganske anden karakter end planlagt. Det blev nærmest en kakofoni af stilarter som klassicisme, barok, funktionalisme og art-deco og mangfoldige materialer, blandt andet marmor, terrazzo, granit, mosaik, maling, bronzer, guld og mønsterpuds.

 

Udsmykning og brug

Det markante, firkantede scenetårn på ca. 36 m hvælver sig bueformet hen over August Bournonvilles Passage. Højt på begge sider af bygningen ses tre iøjnefaldende bronzerelieffer af billedhugger Einar Utzon-Frank (1888-1955) og hans elev Olaf Stæhr-Nielsen (1896-1969). Hvælvingen under tårnet er udsmykket af maleren Ejnar Nielsen (1872-1956) i form af en stor stiftmosaik skabt ud af tre millioner italienske sten. Mange kulturpersonligheder er gengivet: H.C. Andersen, Oehlenschläger, Johannes V. Jensen og Carl Nielsen samt Ole Rømer, H.C. Ørsted, Valdemar Poulsen og Niels Bohr.

Stærekassens arkitektur og funktioner har gennem årene været udsat for megen kritik og polemik. Der er foretaget flere restaureringer, sidst i perioden 1999-2002.

I dag udlejes Stærekassens nedre etager til Den Kongelige Livgardes Musikkorps og kulturarrangementer, mens de øverste etager benyttes af Det Kongelige Teaters Balletskole.

 

Reliefferne

Bronzereliefferne, der blev udført i 1931-32, skulle relateres til bygningens funktioner. Den høje placering på scenetårnet udfordrede kunstnerne. Værket blev skabt med en enkel, dekorativ klassicistisk linjeføring og markante bevægelser.

De seks relieffer er rektangulære (ca. 2,8 x 8,5 m) med lueforgyldte skulpturer, der alle er placeret på firkantede sokler, som igen står på en flad base. Skulpturerne med base har en højde på ca. 3,4 m og tegner sig skarpt mod de høje, grønne draperede scenetæpper, der danner en baggrund, som om beskueren befinder sig inde i teatret.

Ud mod Kongens Nytorv er den centrale figur Apollon. Han er den græske gud for musik og digtning, men også lægekunst, spådomskunst og bueskydning. Han er fremstillet nøgen og sidder spændstig på sin sokkel med det højre ben bøjet ind under sig og det venstre hængende afslappet nedad. Han hæver begge arme højt op i begejstring, alt mens en kappe bliver smidt bagud. I venstre hånd har han sin gyldne lyre og synes klar til at slå tonen an.

Han flankeres af tragedien og komediens muser. De er iklædt lange gevandter og har opmærksomheden rettet mod Apollon.

Til venstre sidder Melpomene, der varetager tragedie og sørgespil, med korslagte ben, venstre hånd er tænksomt anbragt under kinden, mens en udstrakt højre arm og hånd holder tragediens maske. Til højre sidder komedien og lystspillets muntre Thalia. Hun har ligeledes korslagte ben. Ansigtet virker meget neutralt og ikke just muntert. Den venstre arm hviler afslappet på komediens smilende maske, mens den højre hånd kildrer på hagen.

 

Symboliserer kunstarterne

Mod Tordenskjoldsgade blev reliefferne udformet efter Radiofoniens ønske om, at opera, ballet og skuespil skulle symboliseres her. Den centrale figur er kærlighedens og dansens gud Eros, der nøgen og med oprakte arme står oppe på en kæmpestor svane med udbredte vinger. Den er i færd med at rejse sig, måske for at være med i dansen. Svanen er et gammelt symbol, der her skal forene kunstens mangfoldighed. Til venstre er operaen repræsenteret i form af W. A. Mozart (1756-91), klædt i rokokodragt. Han er ved at hæve buen med højre arm, klar til at slå tonen an, men han venter tilsyneladende et signal fra dirigenten. Til højre er W. Shakespeare (1564-1616) på vej med et sammenrullet manuskript, som han holder ind mod brystet med venstre hånd. Muligvis har han et skriveredskab i højre hånd og synes nu klar til en ny forestilling.

I bogen ”Apollons mange masker” af Ole Nørlyng kan man få et fint indtryk af Det kongelige Teaters finurlige udsmykning og kunstsamling.

 

Billedhuggeren

Utzon-Frank var uddannet som maler. Derefter gik han på Kunstakademiets Billedhuggerskole i 1906, hvor han traf og arbejdede tæt med Kai Nielsen. I 1908-09 gik han på Krøyers Skole. Under rejser i Europa blev han stærkt påvirket af græsk kunst, de italienske renæssancekunstnere og franske Constantin Meunier (1831-1905). Utzon-Franks kunstsprog tog udgangspunkt i klassicismen, ofte med raffinerede og stiliserede effekter. Fra 30-årsalderen og livet ud var han professor ved Kunstakademiet. Blandt hans værker kan nævnes Beatrice (1924, foran Glyptoteket), Flyvermindesmærket (1938, Christianshavns Vold), Bertel Thorvaldsen (1943, Ørstedsparken) og Rytterstatue af Christian X (1954, Sankt Annæ Plads).

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*