Nærmest ikke til at opdrive en husbåd til salg

Der er kun to husbåde til salg i København. Dog ikke den på billedet. Foto: Havnefrontens arkiv.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Jesper Schou Hansen

 

Er du blevet inspireret af Lokalavisen Havnefrontens artikelserie om husbåde – og drømmer du om at flytte ud på en? Så kan det have lange udsigter. Det siger indehaver af Home Amager-Sundbyvester Mogens Steffensen, der gennem 18 år har solgt husbåde – og som selv bor på en.

”Der er få, der flytter fra flydende boliger, og der er kommet et boom i efterspørgsel under Coronaen. Det har drænet markedet for boliger på vandet. Det er en lille niche på det danske boligmarked, hvor efterspørgslen er langt højere end udbuddet”, siger Mogens Steffensen.

Det undrer ham ikke, at efterspørgslen er større end udbuddet af de flydende boliger.

”Det er en dejlig måde at bo på, så folk flytter sjældent, og så er der virkelig få pladser til husbåde. Der skal derfor ikke meget til, for at der er flere købere end sælgere til husbåde”, lyder det fra den søstærke Home-indehaver, der selv bor ved Skibbroen bag Fisketorvet.

 

Udsolgt

Han må lige nu melde alt udsolgt af husbåde; en situation, han ikke har oplevet tidligere.

”Spoler vi tiden tilbage til 2020 og tager et kig på sommerens udbud, var der i juli måned hele 13 husbåde til salg i København. I dag er der kun to husbåde til salg i København, så markedet er altså blevet drænet godt og grundigt, og her spiller Corona en vigtig rolle”, siger Mogens Steffensen.

Han oplevede således et regulært boom i efterspørgslen på husbåde i hovedstadens havne og kanaler, som startede for godt et år siden – sandsynligvis forårsaget af Corona.

”Vi så en øget tendens til at dyrke motion ude i byen og ikke mindst på vandet i de måneder, hvor mange arbejdede hjemme. Det har givet en ekstra interesse for et aktivt liv på vandet med kajakroning, stand-up-paddling mm., og for nogle har det naturligt ledt til et ønske om at bo på vandet”, fortæller Mogens Steffensen.

Han mener, at der sammenlignet med tidligere er flere, der tænker over nærheden til andre mennesker i deres hverdag pga. smittefaren i forbindelse med Corona.

”Derfor er der også flere, der gerne vil bo med lidt mere udenomsplads og albuerum end i en opgang med mange lejligheder”, lyder det fra Mogens Steffensen.

 

Måske sæsonudsving

Også den enorme efterspørgsel på fritidsboliger har skabt lavvande i udbuddet af husbåde, oplever han.

”Corona har medført, at folk rejser mindre ud og i stedet vil have oplevelser herhjemme i Danmark. Det har bl.a. ført til, at særligt sommerhusmarkedet boomede i starten af perioden med Corona – og her vælger nogle at stå til søs fremfor de klassiske sommerhusområder”, fortæller Mogens Steffensen.

Han medgiver, at der kan være lidt sæson i markedet og håber, der kommer husbåde til salg, når foråret nærmer sig igen. Man kan selv på boligsiden.dk tjekke, hvilke husbåde der er til salg i Danmark.

 

Husbåde

Husbåde har ingen grund og dermed intet matrikelnummer. Uden et matrikelnummer kan man ikke få et realkreditlån. En husbåd kan ofte finansieres på ’andelsboliglignende vilkår’. Kilde: Home.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*