Fælledby indgår aftale med lokal ejendomsmægler på Bryggen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Jesper Schou Hansen

 

Rigtig ofte bliver boliger i nærområdet solgt af den lokale ejendomsmægler – og nu skal en af Bryggens ejendomsmæglere – Sweet-Homes – stå for salget af de første boliger i Fælledby på Amager Fælled.

Forberedelserne til det kommende boligbyggeri i Fælledby er i fuld gang med byggemodning, og de første lejligheder forventes at blive udbudt allerede midt i 2023. Derfor indgår projektselskabet allerede nu et samarbejde med Sweet-Homes.

”Det er en unik mulighed for at skabe en blandet bydel med en stærk naturprofil. Det bliver attraktivt at kunne bo helt tæt på naturen og stadig kun få minutter fra metroen og resten af København. De forskellige boligtyper vil appellere til både børnefamilier, unge par, seniorer og studerende, så jeg ser virkelig en unik mulighed for at skabe en aktiv bydel med en stærk naturprofil”, lyder det fra Maria Schlichting, indehaver af ejendomsmægleren på Islands Brygge, som skal stå for udlejning og salg af Fælledbys boliger.

Med valget af Sweet-Homes har By & Havn og PensionDanmarks fælles selskab Fælledby valgt en af de mindre og selvstændige ejendomsmæglere til at sparke gang i salget.

Maria Schlichting etablerede således Sweet-Homes i 2018 som et alternativ til de store mæglerkæder og driver i dag butikken på Njalsgade med fem ansatte. Selv har hun over 25 års erfaring som ejendomsmægler i København.

 

Allerede forespørgsler

Selvom der stadig er et stykke tid til, at boligerne står klar, har Fælledby allerede modtaget en del henvendelser fra folk, der gerne har villet sikre sig de mest attraktive placeringer.

”Vi modtager allerede nu flere forespørgsler fra interesserede lejere og købere, som vil høre om muligheden for at bo i Fælledby. Derfor har vi valgt at indgå en mægleraftale nu. Det var vigtigt for os at finde en samarbejdspartner, som både har solid erfaring fra det københavnske boligmarked og samtidig er lokalt forankret på Amager. Vi har haft dialog med Maria gennem længere tid, og det er tydeligt, at hun brænder for Fælledbys vision”, siger Fælledbys adm. direktør Erling Thygesen, da han skal begrunde valget af mægler.

Tilbage i marts måned lancerede Fælledby visualiseringer og beskrivelser af det første boligbyggeri, som opføres overvejende i bæredygtigt træ og med en placering helt ud til den bynære natur, som omkranser bydelen.

Arkitekterne lægger i øjeblikket sidste hånd på den endelige udformning, men allerede nu kan man hente en detaljeret præsentation af byggeriet, som beskriver konceptet og giver eksempler på plantegninger af de kommende lejligheder.

Byggeriet byder på 73 lejligheder i forskellige størrelser fra to til fem værelser, og dertil kommer fællesarealer og et unikt gårdrum, som åbner sig ud mod den bynære natur. I gårdrummet placeres et mindre gårdhus med to til tre ejerlejligheder i to plan.

Fælledby vil samlet set tilbyde omkring 1500 lejer- og ejerboliger og 500 almene boliger over de kommende år, herunder også plejeboliger og boliger for socialt sårbare personer. De almene boligorganisationer skal dog selv stå for udlejning og administration af deres lejemål. Fælledby får derudover sin egen offentlige skole, og der er planlagt to daginstitutioner i bydelen.

 

Om Fælledbys boliger

Der skal opføres 2000 boliger i Fælledby, heraf 500 almene boliger, som fordeler sig i tre separate nabolag med hver sit bytorv, ligesom de får direkte adgang til den bynære natur på Amager Fælled. Fælledby ligger 10 minutters gang fra metroen og med cykelstier lige til døren.

Alle bygninger opføres af bæredygtigt træ i de bærende konstruktioner – ca. 80% af byggeriet. Alle bygninger får åbne, grønne gårdrum med direkte forbindelse til den omgivende natur.

De første lejligheder forventes udbudt midt i 2023 med indflytning i 2024.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*