Restaurant Herkomst på Engholmene er blevet ekstremt vellykket

Herkomst engholmene sydhavnen
Restaurant Herkomst
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Den nybyggede bydel Engholmene har fået en ny restaurant i det gamle pakhus. Lokalavisen Havnefronten var forbi til frokost og har masser af ros til køkkenet.

.

En af de få bygninger, der er blevet bevaret i området Engholmene, er det gamle pakhus fra 1917, der ligger på den ø, som i dag er Nobelholmen. Alt andet er nybyggeri med en masse københavnere, der nu har fået et solidt bud på et stamsted med Herkomsts etablering.

Restauranten slog dørene op nytårsaften og har derefter kørt med en soft åbning, hvor man i januar åbnede for aftenservering og i februar også for frokost.

”Maden kommer til at afspejle vores danske rødder, hvor vi som udgangspunkt følger sæsonerne og laver alt fra bunden. Vi bruger de lokale råvarer, som dygtige leverandører fra alle egne af landet byder på. Vi er dog ikke blege for også at søge inspiration uden for Danmarks grænser. Frokostkortet tager udgangspunkt i det klassiske smørrebrød – med en vis fri, moderne og fremsynet fortolkning”, siger Brian Pedersen, der er gastronomisk direktør hos Herkomst.

Brian Pedersen er udlært på d’Angleterre, hvorefter turen gik til Nice og Monaco. Derefter hed adresserne bl.a. Nouvel, Krogs Fiskerestaurant og AOC. Herefter var det Atelier 85, som var Brians eget hjertebarn, der bl.a. modtog “Årets Restaurant” i White Guide 2018.

.

Niveauet lige under Michelin

Det vil ikke være nogen overraskelse, hvis Michelin Guide i en kommende udgave fremhæver Herkomst som et sted, der er værd at holde øje med.

Havnefronten havde gæster med til en frokost, hvor vi bestilte smørrebrød. Vi smagte rødspætte, sild og et med rødbede.

Frokostkortet byder også på andre inspirerende og nytænkte retter. Men vi valgte to forholdsvis traditionelle og en mere utraditionel en af slagsen.

Retterne ligger ikke i den billige ende. 150,- kroner for et stykke smørrebrød, men det er et fantastisk smagfuldt måltid fra start til slut. Her er kræset om det hele. Brødet var exceptionelt lækkert, og der er lagt timer, sjæl og energi i alle detaljerne i smørrebrødet. For os passede to stykker glimrende. Lige på dagen var vi ikke oplagte til et glas vin, men kortet var fuld af rigtig gode forslag, hvor man kan genfinde både noget, som er easy drinking, og vine, der er en anelse mere komplekse, som man får mest ud af, hvis man går op i god vin.

.

Fristelser på aftenkortet

Vi studerede aftenkortet, men prøvede det ikke. Men Brian Pedersen fortæller, at det er noget, ”som vil friste udover det sædvanlige”.

”Derfor er retterne små og raffinerede med vægt på det lette grøntsagskøkken, så der er plads og lyst til at smage på flere forskellige. Der vil naturligvis også være retter med kød og fisk samt et udbud af veganske retter”, siger Brian Pedersen.

Restauranten kan rumme op til 80 siddende gæster og får plads til både selskaber og events ligesom der i sommerhalvåret bliver mulighed for at nyde udearealerne.

”Restaurant Herkomst skal kunne favne bredt, men samtidig have en klar retningslinje. Konceptet skal holdes, så både gæster og personale altid ved, hvad de kan forvente og være trygge i. Jeg vil gerne lægge et rigtig godt niveau, men til en pris, hvor de fleste kan være med”, siger Brian Pedersen.

Med placeringen ved kanalerne er det også muligt at sejle direkte til døren. Herkomst har i øvrigt også fået en hyggelig kælderbar, Nobel Bar, der ligger lige under Herkomst. Her vil man hylde den gamle værtshusstemning, samt de gamle nobelpristagere.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*