Corona-venlig festival i Københavns havn

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Anders Bo Petersen

 

Der er ved at komme gang i kulturlivet, og hos Copenhagen Harbour Parade skulle man ikke nyde noget af flere corona-aflysninger, så som en anden Fugl Føniks opstod festivalen ud af asken på Corona-krisen med det formål at skabe et projekt, der kom et stort antal mennesker til glæde, uden at man behøver stimle sammen i store grupper.

Så på grundlovsdag – den 5. juni – stævner festivalen ud fra Teglholmen, hvor man starter, cirka hvor Yum Yum cafe findes. Herfra tager man på en tur mod Reffen, og undervejs danner havnens 15 km bolværk en lang scene. Det gør det muligt at følge med fra boligområder, broer, både samt havnekanten.

Paraden består af ca. 20 kunstværker, der repræsenterer alt fra avantgarden til det etablerede – fra kompliceret installationskunst til folkekære rytmer. Værkerne fordeles på bådscener, havnekaj og broer fra Sydhavnen til Refshaleøen i, hvad arrangørerne selv kalder ”et overflødighedshorn af farver, lyde, indtryk og udtryk”.

“Ved at benytte det offentlige rum, bryder vi kunstoplevelsens vante rammer og forener Københavnerne om et kulturliv, der sædvanligvis lever bag byens mure. Vi vender simpelthen vrangen ud på Københavns boblende kunstmiljø og bringer det i øjenhøjde med folket. Samtidig understreger vi København som unik havneby med kunst flydende i årerne”, siger festivalleder Mai Seidelin.

 

Jeg er København

Årets tema er “Jeg er København”, hvilket danner den røde tråd for paraden. De optrædende kunstnere har frit fortolket og reflekteret på temaet ud fra egne forudsætninger. Dette har resulteret i en bred vifte af optrædener, der bl.a. inkluderer en symfoni af cykelklokker, en auditiv installation af skrald fra havnens bund, en balletdanser på en fiskekutter, bulgarsk folkesang, afrikanske rytmer og meget mere. “Copenhagen Harbour Parade rammer lige ned i hjertet af København, hvor kunsten og havnen flyder sammen. Den bygger bro mellem vand og land. Mellem det klassiske København og fremtidens metropol. Mellem kunstarter og mennesker, generationer, institutioner og publikum. Paraden er en gave til byen og derfor gratis at overvære”, siger festivalleder og kunstnerisk ildsjæl Johan Bylling Lang.

Copenhagen Harbour Parade vandt med sit pilotprojekt i 2020 en anerkendt pris for at skabe den mest innovative koncertoplevelse. Nu øges ambitionerne ved at udvide det tværkunstneriske aspekt i projektet, ved at tage mange flere samarbejdspartnere med om bord og ved at gøre projektet til et vartegn for København på linje med Copenhagen Pride, Copenhagen Jazz Festival og andre toneangivende events.

Bag Copenhagen Harbour Parade står to af Københavns mest markante selvstændige kultur-iværksættere: Mai Seidelin (JAZZiVÆRK) og Johan Bylling Lang (JBL Music). Begge har de stor erfaring som ansvarlige for kulturevents og festivaler og har markeret sig som to stærke ildsjæle på den københavnske kulturscene.

Hele programmet kan du se på http://copenhagenharbourparade.dk/

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*