Det bobler med gode råd om børn på Teglholmens kirkeskib

Kirkeskibet er beliggende ved Alfred Nobels bro ved Teglholmen. Senere skal skibet bruges andre steder i landet. Foto: Henrik D. Christensen / Sydhavnens Sogn.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Anders Bo Petersen

Teglholmens kirkeskib – forløberen til en egentlig kirke på Teglholmen – har succes med at have fat i bydelens mange forældre, for spørgsmålene er mange. Også selvom det måske ikke er ens første barn.

Hvordan kan jeg trygt aflevere mit barn i en daginstitution? Hvordan kan mit barn komme igennem hele dagen, uden at jeg er der til at hjælpe og trøste det? Det er kun et par af mange spørgsmål, som flere forældre stiller sig, når barslen er ved at slutte, og barnet skal i dagpleje, vuggestue eller børnehave.

Mange forældre føler sig usikre på at skulle tilbage til en travl hverdag, og det kan være svært at få svar på alle sine spørgsmål.

Det er derfor, at Sydhavn Sogn arrangerer foredraget “Den gode indkøring” med Lena Adalberth, der er cand.mag. i sprogpsykologi. Hun er blandt andet medforfatter til bogen “Tryg og glad godnatlæsning”, og hun vil i foredraget give konkrete redskaber til, hvordan man kan bevare en god tilknytning til sit barn i forbindelse med indkøringen i det respektive pasningstilbud.

Små børn kan meget

“Dit barn afkoder dig: dit kropssprog og din ansigtsmimik – og på den måde finder dit barn ud af, om den situation, I er i, er tryg eller farlig. Hvis du er tryg, vil dit barn også blive det. Så måden, dit barn bliver tryg ved dagpleje eller institution på – hvad enten det er vuggestue eller børnehave – er, at du tager dig tiden sammen med dit barn til at lære pædagogerne og stedet at kende”, siger Lena Adalberth.

Foredraget er en del af Sydhavn Sogns tilbud ”Babyboblen – en barselshøjskole på vand” og dækker over i alt fem foredrag om forskellige temaer, der bliver holdt i løbet af foråret på sognets kirkeskib, der ligger til kaj ved Alfred Nobels bro på Teglholmen.

Og selvom corona-pandemien sætter sine begrænsninger, bliver foredragene altid gennemført, da Sydhavn Sogn livestreamer dem på sin facebookside. I kommentarfeltet er det desuden muligt at stille spørgsmål til foredragsholderen undervejs.

Hvis tidspunktet for foredraget ikke lige passer, er det altid muligt at se det på et andet tidspunkt på Sydhavn Sogns facebookside. Tidligere foredrag om eksempelvis parforhold og babybæring ligger også tilgængeligt her. Afhængigt af udviklingen af corona-pandemien kan der senere blive åbnet for fremmøde på kirkeskibet, men det vil blive meldt ud på Sydhavn Sogns hjemmeside samt sognets facebookside.

Gratis tilbud

”Babyboblen” er et gratis tilbud til den barslende mor og far, som ønsker at blive klogere på deres barn og livet som nybagte forældre. Initiativtager er sognepræst Helene Ferslev, der ved hvert foredrag byder velkommen sammen med kirkens organist, der spiller et børnevenligt musikstykke.

“Der melder sig rigtigt mange spørgsmål, når man er nybagt far eller mor, og man kan hurtigt blive forvirret og usikker, hvis man søger svarene i internettets jungle. Med ’babyboblen’ ønsker vi at give nybagte forældre mulighed for at stille spørgsmål til fagfolk og føle en støtte og sikkerhed i selskab med andre barslende mødre og fædre”, siger Helene Ferslev.

”Babyboblen” tager afsæt i både teoretiske og praktiske principper, der med faglige input kan have relevans for livet som nybagt mor og far.

Man kan læse mere om tilbuddet på www.sydhavnsogn.dk/babyboblen eller Sydhavn Sogns facebookside.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*