Dronningen åbner vikingeudstilling på Nationalmuseet

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Tekst og foto: Jette Ingerslev

 

Den nye vikingeudstilling på Nationalmuseet er åbnet – og det med den røde løber rullet ud foran museet med kvinder og mænd i vikingedragter – og med dragne våben langs løberen. Scenariet var en dronning værdig. Og hun var der også. Hendes majestæt Dronning Margrethe.

Udstillingen med navnet ”Togtet” kan nu opleves af alle. Men først blev den præsenteret for dronningen og et udvalgt følge. Normalt er den slags en forholdsvis kort rundgang, men dronningens interesse for arkæologi og historie fornægter sig ikke, så den del trak ud. Men når der er 3.500 genstande – store som små – primært hentet i museets egen samling, så tager det også tid.

De mange historiske genstande blev på dagen på smukkeste vis understøttet af et lille orkester, der spillede på gamle instrumenter og sang specialudviklede vikingesange. Lige den del får du ikke med, når du besøger museet.

 

Vikingehallen

Den store Egmonthal er blevet omdannet til en vikingehal. Her er det helt overvældende at se verdens længste vikingeskib, ”Roskilde 6”, udstillet langs den ene side. Skibet har været omkring 38 meter langt og udstyret med 39 sæt af årer, der skulle betjenes af 78 roere. Skibet blev bygget i Norge omkring år 1025 og fundet i Roskilde Havn i 1997 under udvidelsen af Vikingemuseet. Næsten kun selve kølsvinet på 32 meter var bevaret, men alligevel har det været muligt nu at rekonstruere ”Roskilde 6” som en gitterkonstruktion. Imponerende og i sig selv et besøg værd!

En anden markant vikingehistorie knytter sig til to skeletter, fundet dels i en massegrav med 36 danske mænd i Oxford og dels i en grav ved Otterup på Fyn. Med naturvidenskabelige metoder og dna-analyser har det kunnet påvises, at de to har været halvbrødre med opvækst på Fyn. Den ene havde levet et kort og voldeligt liv med mange skader samt vitaminmangel, mens den anden havde levet et liv med hårdt landarbejde og mindre voldsskader samt følger af røgforurening i boligen. De to skeletter er udstillet ved siden af hinanden. Den ene er rekonstrueret i helfigur efter rets-antropologiske principper og iklædt datidens klædedragt.

 

Vikingernes rejser og det daglige liv

I det meste af Europa kan der findes spor af vikingernes aktiviteter for mere end 1000 år siden. Ved hjælp af et elektronisk kort vises vikingernes geografiske og kronologiske udfoldelser fra de første sejladser fra Ribe mod Middelhavet og Norge til de senere ture nordvest over Nordatlanten og mod Østen. Der er udstillet genstande fra togterne til de fjerne lande.

Udstillingen handler ikke kun om togter og krige, men også om dagliglivet med landbrug, handel, mønter, smykker, redskaber og familien.

Der er mange klassiske plancher og småfilm, der formidler viden om vikingerne.

Et spændende indslag er filmen ”Togtet”, der er instrueret af Martin de Thurah. Han har dramatiseret det eventyrlige togt i årene 859-62, hvor Regnar Lodbrogs søn, Bjørn Jernside, drog til Middelhavet med en stor flåde på 62 skibe for at plyndre. Storme og kampe reducerede flåden, og kun 20 skibe vendte hjem. Det er blevet til en spændende historie, hvor det historiske er blevet tjekket af fagfolk.

 

Museumsaktiviteter

Museumsdirektør Rane Willerslev har siden sin ansættelse ønsket at fange publikumsinteresse med utraditionelle midler. Primært gik besøgstallene flot i vejret til 464.408 gæster i 2019, men Covid-pandemien fik sat en kæmpe bremse på, så der i 2020 kun var 159.447. Med den nye vikingeudstilling er der lagt op til noget ”nyt”, levende og spændende.

Skulle man ønske at studere endnu mere, så kan bogen ”Viking – Ran, ild og sværd” af Jeanette Varberg bestemt anbefales.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*