Far, drengene og deres lækre morgenmad på Bryggen

APM Dæk
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Der er uformelle og alligevel lækre rammer hos Fars Dreng på Islands Brygge. Her har bryggeboerne siden august sidste år – on and off, takket være corona – kunnet nyde vellavet morgenmad og hyggeligt caféliv dagen lang med gode råvarer og superlokalt fokus.

 

Tekst og fotos: Mikkel Bækgaard

 

Kan en café være ultralokal, selvom den er en del af en kæde med nu tre caféer fordelt over byen? Ja, det kan den, når man kigger på Fars Dreng på den sydlige del af Islands Brygge. Her har bryggeboerne nemlig siden sidste sommer kunnet nyde en café, der har ambition om at være et hænge-ud– og mødested for de lokale, samtidig med at mange af varerne i caféen også kommer fra lokalområdet.

“Her på caféen på Islands Brygge vil vi rigtigt gerne samarbejde med de lokale, så croissanterne og brødet kommer fx fra Il Buco og Andersen Bakery lidt længere inde på Bryggen”, siger stifter og medindehaver af Fars Dreng Jesper Holmberg, da Havnefronten sætter ham stævne en formiddag på caféen.

Og sådan en torsdag formiddag er der godt besøgt i Fars Dreng, der ligger i, hvad før var morgenmadsloungen i Stay Copenhagen, men som nu er omdannet til en elegant indrettet café.

Og alle er velkomne, slår Jesper Holmberg fast:

“Det er vigtigt for os at være et sted, hvor de lokale gerne vil komme. Vores to andre caféer inde i indre by – i Ny Adelgade og i Rosengården – har haft et stort fokus på turister, men herude vil vi gerne være mere et stamsted for de lokale. Og vi vil også gerne være et sted, hvor der er plads til venindepar, mødregrupper og folk, der bare gerne vil sidde i fred med deres computer og nyde lidt god mad og en kop kaffe. Alle kan komme her og føle sig velkomne”.

 

Kåret som byens bedste Brunch

Hos Fars Dreng på Bryggen er der åbent hele dagen – fra morgen- til aftensmad. Men det er især morgenmaden, der traditionelt set har været det store trækplaster for café-kæden, der to år i træk i 2017 og 2018 blev kåret som byens bedste brunchservering hos det nu lukkede AOK.

Og morgenmaden er bestemt også af høj klasse her på Bryggen – i hvert fald bedømt på de serveringer, som Havnefrontens udsendte får serveret efter interviewet. Her er blandt andet en skøn, blød chiagrød, der ikke bliver så blævret i det, som den slags kan blive. Den har i stedet en perfekt konsistens og får et fint modspil af lidt hjemmelavet granola og lidt sødme fra en mango-passions-coulis.

En anden skøn mundfuld er den smørstegte omgang arme riddere, der får følgeskab af karamelliserede blommer, der giver super syrligt modspil til det søde og fede.

Og endelig er der Fars Drengs berømte avocado-mad, der er toppet med spejlæg – en rigtig klassiker, mener indehaveren selv.

“Vi var nogle af de første i København til at servere avocado-madder – ca. samtidig med at også Atelier September i Gothersgade blev kendt for det. Og der gik ikke længe, før det pludselig var på menuen over hele byen”, siger han.

 

Populær aftensmad to go

Hvor Fars Dreng siden åbningen af de to første caféer i indre by har fokuseret på morgenmad og frokost, har de med den relativt nye dreng i familien på Islands Brygge også valgt at servere aftensmad. Således kan de lokale hele dagen nyde mad lavet af gode, ofte lokale, råvarer, der så vidt muligt er både økologiske og uden tilsætningsstoffer.

Og om aftenen er det både populært at sætte sig ned og nyde mad i caféen og at tage en dagens ret med hjem.

“Vi har stor succes med, at de lokale smutter forbi efter en dagens ret, når de fx har været i Netto. Vi har også lanceret vores egen app, som man kan bestille igennem – så er det nemt at have med at gøre”, forklarer Jesper Holmberg, der samtidig har fravalgt at samarbejde med aktører som Just Eat og Wolt – de tager simpelthen for stor en del af prisen, slår han fast.

Til gengæld er der læskende naturvin på vinkortet – som dermed lever op til ambitionen om at servere mad og vin uden unødvendige tilsætningsstoffer.

“Vi driver også naturvinsbaren Vinoria Lilo i Pilestræde, og derfra har vi adgang til dejlige vine. Så vi har et lille, men godt vinkort på Fars Dreng”, siger Jesper Holmberg.

 

Far og hans to drenge

Jesper Holmberg selv havde en lang kokkekarriere bag sig, da han for seks år siden åbnede sin første café i Ny Adelgade – også selvom det egentlig ikke var en del af hans planer. Han har tidligere arbejdet på 90’er-klassikeren Kommandanten og blandt andet drevet Jespers Torvekøkken i Søborg gennem mange år.

Men det var Jespers søn Dennis Holmberg – der netop var stoppet med en karriere som professionel fodboldspiller – som foreslog, at de skulle åbne en café sammen.

“Han skulle finde ud af, hvad han ville med sit liv nu. Og så sagde han: Far, skal vi ikke åbne en café? Egentlig var jeg ikke så meget for det, men da vi så opdagede, at Kommandantens tidligere lokaler i Ny Adelgade – hvor jeg selv har arbejdet for mange år siden – var ledige, så besluttede jeg mig alligevel til, at det skulle vi. Og så åbnede jeg caféen sammen med Dennis og min anden søn – og deraf også navnet Fars Dreng”, siger Jesper Holmberg.

Og dermed var grunden lagt til en uformel række af caféer, hvor fokus er på god, vellavet mad uden tjenersnobberi og lange foredrag om maden – for det var noget, byen savnede på det tidspunkt, slår Jesper Holmberg fast.

 

Boks:

Fars Dreng

Café på Islands Brygge med morgenmad, frokost og aftensmad. Caféen har også to afdelinger i Indre By, hvor morgenmaden tidligere to gange er kåret af AOK som byens bedste brunch. www.farsdreng.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*