Havnens Hænder på Refshaleøen satser på bæredygtige materialer

Folkene bag Havnens Hænder vil have os til at bygge grønnere. Foto: Karl Nørgaard / PR.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Det skal være lettere at bygge med bæredygtige byggematerialer, så derfor har Havnens Hænder, som holder til på Refshaleøen, indgået et samarbejde med engrosvirksomheden Carl Ras, der skal gøre det nemmere for håndværkere at bygge bæredygtigt.

”Grøn omstilling kræver i høj grad, at vi sammen omstiller os til nye bæredygtige materialevalg. Men der mangler viden om bæredygtige materialer og byggeteknikker, og folk ved ikke, hvordan de skal gribe det an”, fortæller administrerende direktør i Carl Ras, Gorm Rasmussen.

Med det nye partnerskab håber han, at Carl Ras og Havnens Hænder sammen kan skubbe til den grønne omstilling i byggebranchen.

Det nye partnerskab glæder også Magnus Henriques, Karl Nørgaard og Mikkel Damgaard Nielsen fra Havnens Hænder, der står bag, hvad de selv kalder ”Danmarks første byggemarked for bæredygtige og biobaserede byggematerialer”.

 

Glade for partnerskab

”Vi er utrolig glade for, at lige netop Carl Ras har valgt at investere i et partnerskab med os, da de for os som håndværkere står for høj kvalitet og service. Samtidig giver det os bedre mulighed for at udbrede kendskabet til de nye byggematerialer på det danske marked, så vi sammen kan gøre en forskel for miljøet og indeklimaet,” fortæller de tre håndværkere, der har mere end 20 års erfaring med byggematerialer og byggemetoder og selv har bygget med de bæredygtige og biobaserede byggematerialer, de sælger.

 

Alternative byggematerialer

De sidste par år har de arbejdet på at få fat i gode og sunde byggematerialer i hamp, ler, træ og kalk som alternativer til beton, gipsplader og stenuldsisolering.

”Vores byggematerialer er importeret fra Belgien, Tyskland og Frankrig, og flere af dem er endnu ikke set i Danmark før. De er meget renere og bedre for naturen og er sundere at arbejde med. Samtidig har de lav miljøpåvirkning og bidrager til sundere bygninger og et sundere indeklima,” fortæller de.

Også andre på byggemarkedet leverer grønne materialer. Således har Stark indgået en aftale med genbrugsvirksomheden Solum i Roskilde om genbrugstræ.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*