Nu åbner Ballonhangaren på Bryggen officielt

Realdania By & Byg.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Jesper Schou Hansen

 

Den har stået færdig i nogen tid, men på søndag åbner Realdania officielt den nyrestaurerede, fredede Ballonhangar på Islands Brygge.

Den står der, som den blev bygget i 1917. 18 meter høj, 40 meter lang, 15 meter bred og næsten udelukkende bygget af træ. Her opbevarede man forsvarets gigantiske observationsballoner. Og der er ikke mange af slagsen. Den historiske og fredede hangar er en af de få tilbageværende i Europa, og inden Realdania overtog den, var den lukket på grund af nedstyrtningsfare. Bygningsstyrelsen havde nemlig ikke passet deres arbejde og hverken sørget for den nødvendige vedligeholdelse eller tilsyn, så da Realdania By & Byg købte den i 2017, var det således ikke så lidt af et håndværkertilbud.

 

Restaureret fra top til bund

Efter fire års arbejde kan Realdania By & Byg nu afslutte restaureringen af ejendommen, der fortsat skal bruges af det københavnske fritidstilbud ”Ridevenner”. Udover en nyrestaureret hangar har klubben indtaget en stor, ny ridehal med indendørs ridebane og 30 hestebokse. De udtjente ladebygninger er revet ned til fordel for en ny, udendørs ridebane, og Ballonhangaren er nu igen synlig i lokalmiljøet.

”En af vores fornemste opgaver er at sikre bygningsarven på en måde, så den kan bruges meningsfyldt i en moderne sammenhæng. Det synes jeg er lykkedes godt her, hvor vi sammen med Københavns Kommune har sikret den fortsatte drift af ’Ridevenner’ i Ballonhangaren”, siger adm. direktør i Realdania By & Byg Peter Cederfeld.

Og på Københavns Rådhus er overborgmester Lars Weiss (Soc.) da også glad for, at det er lykkedes at få et godt fritidstilbud og bevaret en historisk bygning.

”Rideklubben Ridevenner er et helt unikt tilbud til byens børn og unge, hvor de kan passe heste, dyrke aktiviteter i naturen og være en del af et helt særligt fællesskab. Samtidig er jeg utroligt glad for, at Ballonhangaren er bevaret, og fritidsklubbens fremtid er sikret. Stor tak til Realdania og Realdania By & Byg for at bringe den historiske bygning på fode igen. Nu kan alle områdets børn få glæde af den grønne perle i mange år fremover”, siger overborgmester Lars Weiss (S).

 

Hestene og historien

Heste og ridning hører på mange måder hjemme i den 104 år gamle Ballonhangar. Da den i sin tid blev opført, var det heste, der trak de prægtige balloner ind og ud ad den store port. Og siden 1960’erne har der været rideskole på ejendommen.

Ballonhangaren indgår nu i Realdania By & Bygs samling af godt 60 historiske ejendomme, som hver for sig og tilsammen er med til at levendegøre fortællingen om dansk bygningskultur og tjene som eksempler på, hvordan den danske bygningsarv kan levendegøres og fremmes gennem bevaring, forandring og udvikling.

 

Ballonhangarens historie

Den sjældne ballonhangar, som der kun findes få af i Europa, er opført i 1917 af Hærens Ballonvæsen. Det oprindelige formål var opbevaring af balloner, der kunne bruges som redskab til observation, når militæret holdt skydeøvelser på Amager Fælled. Bygningen blev dog uaktuel som ballonhangar i takt med at den militære teknologi udviklede sig og har gennem tiden haft forskellige funktioner.
Under 2. verdenskrig blev den, ligesom andre militæranlæg i Danmark, besat af tyskerne, og efter krigen blev den et par år brugt til at huse tyske flygtninge, inden militæret i 1947 helt rømmede området.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*