Byggesjusk fik strømmen til at gå i ejendom på Islands Brygge

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Af Jesper Schou Hansen

 

Det lidt mere end to år gamle ”Længehuset” på Rundholtsvej i den sydlige del af Islands Brygge syd har været ramt af så alvorligt byggesjusk, at det har været nødvendigt at grave et større areal op og trække et helt nyt el-kabel fra nærmeste transformerstation.

Ifølge Havnefrontens oplysninger – og efterfølgende konstateret ved selvsyn – så var der oven på det eksisterende kabel smidt byggeaffald som opfyldning – herunder fliser fra byggeriets badeværelser. Disse fliser – i en knækket udgave – var imidlertid så skarpe, at de over tid formentlig havde skåret sig ind i elkablet og til sidst ødelagt strømforbindelsen.

Blandt byggeaffaldet kunne Havnefronten også se et salgs-skilt fra ejendomsdeveloperen Bonava, der har stået for byggeriet.

 

Beklager generne

Hos developeren erkender man, at der har været problemer, og man beklager de gener, som skaden har givet, men selskabet har endnu ikke overblik over det faktiske hændelsesforløb.

”Bonava har modtaget information fra vores entreprenør om, at der har været en fejl på hovedkabelet til Længehuset på Islands Brygge. Fejlen opstod tirsdag sidst på dagen og blev udbedret onsdag morgen.

Vi forventer at modtage en redegørelse om sagen i begyndelsen af ugen og kan derfor ikke udtale os om årsagen, men beklager naturligvis de ulemper, som fejlen har medført for beboerne i Længehuset”, siger Dorte Andersen, der er kommunikationschef hos Bonava Danmark.

Beboerne har ifølge Havnefrontens oplysninger længe haft problemer med strømmen, og med det nye kabel er der håb om, at problemet er løst permanent.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*