Rugbyklubben CSR-Nanok: 50 år med gentlemen og aflange bolde

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Tekst og foto:

Mikkel Bækgaard

 

I over 50 år har rugbyklubben CSR-Nanok budt på sammenhold, resultater og masser af boldspil. I klubhuset ved Arsenaløen og på banen ved siden af mødes rugbyglade mennesker i alle aldre til en sport, der er kendt som hooligan-sport spillet af gentlemen.

På overfladen synes rugby måske at være en brutal og voldelig sport, som for de fleste danskere kan være svær at forstå. Men at rugby er lig med sammenhold, store oplevelser og masser af glæde, er der ingen tvivl om, da Havnefronten en solrig formiddag mødes med Sebastian Vernon i rugbyklubben CSR-Nanoks lokaler i den gamle portbygning ved Værftsbroen mellem Christianshavn og Holmen.

“Man siger, at rugby er en hooligansport spillet af gentlemen – modsat fodbold, der er gentlemansport spillet af hooligans. Det er en sport, som er voldsomt populær i England og mange tidligere britiske kolonier – især i New Zealand, hvor det er nationalsporten. Og selvom det kan se voldsomt ud, er det en sport, hvor alle passer rigtigt godt på hinanden. Man siger også, at rugby slet ikke er en kontaktsport, for hvis der er kontakt, så er du ikke hurtig nok”, griner Sebastian Vernon.

 

Stærkt fællesskab

26-årige Sebastian Vernon er seniorkaptajn i klubben, hvor han står i spidsen for seniorholdet, der i løbet af sæsonen mødes til kampe med de 19 andre rugbyhold i Danmark – en sport, der i alt har ca. 2000 aktive spillere i landet. Dertil kommer, at han er ungdomstræner i klubben og fast spiller på det danske rugbylandshold.

Anledningen til, at vi mødes, er, at rugbyklubben CSR-Nanok sidste år fyldte 50 år, efter at klubberne CSR (Christianshavns Skole Rygby) og Nanok fusionerede i 1970. Det blev starten for en klub, der i dag har ca. 150 medlemmer og byder på et tæt fællesskab og masser af oplevelser, både på og udenfor banen.

“Vi har et stærkt fællesskab, og vi har det virkelig hyggeligt her i klubben. Efter stort set hver træning tirsdag og torsdag mødes vi og spiser sammen her i klubhuset, hvor vi tænder op for vores store grill, når vejret tillader det. Så er det bare at tage noget med og smide over gløderne. Og så holder vi masser af gode fester”, siger Sebastian Vernon, der selv bruger rigtigt mange af sine vågne timer i rugbyklubben – både med at spille og træne og med at passe klubbens faciliteter:

“Der er altid noget at lave og nogen at snakke med hernede. Så skal der klippes græs, når solen skinner. Og så sidder der nogen her, man kan hænge ud med. I rugby siger vi også gerne, at tredje halvleg er lige så vigtig som selve spillet”, fortsætter han.

 

Rugby passer til alle

For Sebastians Vernons vedkommende har han i rugby fundet en sport, der passer til ham – hvilket ellers ikke har været nemt.

“Jeg er en stor dreng og var bestemt ikke god til fodbold. Men i rugby er der plads til alle, både til de hurtige og til de tunge, for det kræver de forskellige pladser på banen. Og da jeg som 13-årig gik på international skole i Schweiz, prøvede jeg første gang at spille rugby, og så var jeg solgt. Siden flyttede jeg hjem til Danmark og blev aktiv her i klubben”, fortæller han.

En fantastisk ting ved rugby, synes Sebastian Vernon, er, at det er et hurtigt spil, der – modsat fx amerikansk fodbold – ikke hele tiden går i stå. Det skaber en intens energi i spillet, hvor man samtidig er meget bevidste om at passe på hinanden.

“Det eneste beskyttelsesudstyr, der er påkrævet, er tandbeskyttere, men alligevel passer man godt på hinanden. De senere år er der kommet mere fokus på, hvordan man tackler, og at fx man ikke slår hovederne. Generelt tackler man ikke over brystniveau”, forklarer Sebastian Vernon.

 

Forventede ikke at skulle skrive autografer

I rugby har Sebastian Vernon dermed fundet en sport, der både giver masser af udfordringer på banen og skaber et solidt fællesskab på tværs af klubberne – måske fordi sporten er så lille, at alle kender alle.

Og så kan man også hurtigt komme til at spille på ret højt niveau og få store, unikke oplevelser.

“Jeg kender én, der kom på landsholdet allerede et år efter, at han var startet med at spille. Og jeg selv oplevede et år at være på Ibiza, hvor vi var nogle fra vores klub, der spillede sammen med nogle engelske elitespillere. Det var en kæmpestor oplevelse at spille dernede i solen og tilmed på et – godt nok lille – stadion, hvor der var udsolgt. Jeg prøvede også engang, at en ung knægt kom hen til mig for at få min autograf. Det havde jeg godt nok aldrig set for mig, at jeg skulle være sådan en, der gav autografer ud”, smiler rugbyspilleren.

 

Fakta – CSR-Nanok

Rugbyklub med klubhus i den gamle portbygning ved Værftsbroen mellem Christianshavn og Holmen og med baner lige ved siden af. Klubben blev 50 år i 2020 og har i dag ca. 150 medlemmer, både børn og voksne.

Det er gratis at prøve træningen af det første kvartal. Der er træning hver tirsdag og torsdag; kl. 16.30-18.00 for juniorer og kl. 18.00-20.00 for seniorer.

Klubben spiller også første hjemmekamp mod Aarhus d. 1. maj kl. 14, og alle er velkomne til at kigge forbi og se sporten for dem selv.

Følg klubben på www.facebook.com/csrnanok.rugby og på www.csr-nanok.dk.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*