Bodenhoff åbner på Christianshavns Torv

Bodenhoff er en ægte familie-virksomhed. Foto: PR foto.

Af Jesper Schou Hansen

 

Du er måske stødt på navnet før: Bodenhoff. De har nemlig forretninger flere steder i København med base på Frederiksberg. Og nu kommer de også til Christianshavn, hvor de overtager hjørnet, hvor Brødflov har lukket og slukket. Brødflov fortsætter på Frederiksberg under navnet ”Daniali & Schiøtz”. Det er tredje gang inden for en årrække, at der rykker ny bager ind. Inden Brødflov var det Holms bageri, der holdt til på adressen.

Den helt præcise åbningsdag har man ikke hos Bodenhoff, der både har sat store reklamer op i vinduerne og er i fuld gang indenfor. Men det bliver formentlig i slutningen af februar, fortæller Amanda Bodenhoff, der dog ikke tør sætte en præcis dato på.

 

Central placering

”Vi vil gerne ind og også være repræsenteret mere centralt i København, og der passer adressen på Torvegade rigtig godt til den ekspansion, som vi er igennem i disse år. Vi har været i gang i familien siden 1963 og er fortsat familieejet”, fortæller Amanda Bodenhoff, der tror, at Bodenhoff har en koncept, der sagtens kan leve op til Christianshavns øvrige profilerede bagerforretninger som Lagkagehuset, Emmerys og Hart.

”Vi vil gerne ind mere centralt i byen, fordi vi synes, at vi har et godt koncept, som vi også gerne vil præsentere her – også for de turister, som besøger Christianshavn.

Og så bliver det vores første sådan rigtige ”prime placering” i byen”, siger Amanda Bodenhoff.

Butikken er nummer ti i rækken, og det hele er foregået gennem dynamisk vækst – det vil sige at overskuddet er brugt til at vokse og er geninvesteret i nye butikker.

 

Udvider for egne penge

”Det er egne penge, som vi bruger på at blive større. Og så handler det om at være det rigtige sted med vores koncept”, fortæller Amanda Bodenhoff. Indtil videre har kæden ramt rigtigt – og derfor arbejder den familieejede kæde også med at åbne flere forretninger.

”Vi vil gerne åbne flere steder. Det skal bare være de rigtige steder, der passer til vores koncept. Alle vores butikker har helt samme udvalg – og det har vi, fordi vi gerne vil have, at folk får den samme gode oplevelse alle steder”, fortæller Amanda Bodenhoff til Havnefronten.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*