Christianitter stærkt frustrerede over uro og vold på Christiania

Drab, vold, trusler og våben i og omkring Pusher Street frustrerer Christianitterne. Foto: Nils Vest / Christiania.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Mødereferater fra en lang række interne januarmøder på Christiania afslører en voldsom frustration over vold, overfald, bevæbnede vagter og skjulte våben som følge af Pusher Street. Københavns Politi bekræfter, at der er mere gang i den ”end sædvanligt”.

 

Af Jesper Schou Hansen

 

Det ulmer med utilfredshed på Christiania. Ikke over alle mulige krav fra det omkringliggende samfund, men over vold, trusler og overfald, som udspringer af konflikterne i Pusher Steet. Det fremgår af en lang række forskellige mødereferater, som er optryk i Ugespejlet Christiania, der fungerer som en slags intern kommunikation på Christiana.

Her fremgår det blandt andet, at ”flere af beboerne er blevet truet med vold og udtalelser som “don’t look at me”, og “du skal dø” og “shut up bitch, I stab you”. Der er også fundet gemte våben, og folk omkring Gaden er set bevæbnede”, og ”der advares om, at nogle unge mænd i mindre grupper driver rundt på Christianias hovedområde, bl.a. på stien i Psyak, og overfalder folk”.

Et tredje sted hedder det, at ”der er ingen, der ønsker at indkalde til fællesmøde pga. fare for reaktion”, og et sted står der, at ”det kan simpelthen ikke passe, at de ansvarlige Christianitter i gaden, ikke kan tage ansvar for deres ansatte. Det er ikke kun rundt om Psyak Building, det foregår, men i alle yderkanter af området. Det kommer støt og roligt længere og længere ind mellem boligerne. Vagterne står nu nede af stien, og den tidligere respekt for afgrænsningen af beboelsesområdet er forsvundet”.


Lukker frisør

På et af møderne er Frisør Kim fra Calon inviteret med. Han skal nemlig redegøre for, hvorfor hun har lukket frisørsalonen i Pusher Street. Og ifølge referat har ” Kim … følt sig nødsaget til at lukke pga. miljøet i Gaden. Mødet begræder og græmmer sig over dette faktum”.

Indtil nu har Calon været en frisørsalon, der var parfume- & duftfri placeret i Pusherstreet Christiania, men i ”et miljø af hygge, tillid og røgfri”. Det er så indtil videre slut.


Politi: Mere uro

Hos Københavns Politi siger politiinspektør Tommy Laursen, at de er helt opmærksomme på de aktuelle problemer.

”Vi er fuldt opmærksomme på det, når vi dagligt patruljerer i området. Vi oplever, at der fra tid til anden er mere uro i det kriminelle miljø omkring den organiserede hashhandel i Pusher Street og Green Light District end sædvanligt, og det oplever vi øjeblikket”, fortæller politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi.

”Vi er tilsvarende opmærksomme på, at det også har betydning for de almindelige beboere på Christiania. Hvis borgerne i området har bekymringer eller andet, de vil vende med politiet, vil jeg opfordre dem til at benytte Din Betjent-ordningen. Kontaktinformationerne på den nærbetjent, der er tilknyttet området, kan findes på politiets hjemmeside. Oplever beboerne eller besøgende på Christiania truende adfærd eller decideret voldelige episoder, så skal de anmelde det med det samme på telefon 1-1-4,” siger Tommy Laursen.