Det ridende politi til 50-års jubilæum

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Del på print

Tekst og foto Jette Ingerslev

 

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II kunne kun i ret begrænset omfang markere sit 50-års regeringsjubilæum den 14. januar. En egentlig fejring måtte udskydes til efteråret som følge af covidpandemien.

Der var dog fest over den kongelige families Folketingsbesøg. Medlemmerne af den kongelige familie ankom standsmæssigt i flotte biler. Krone 1 med dronningen kom med manér til slut.

I Indenrigsgården var godt hundrede tilskuere mødt op i den kolde blæst, herunder en lille skare mindreårige børn bundet sammen med ’flag på snor’ og nogle højtråbende aktivister, der på plakater anmodede om demokrati. En noget malplaceret optræden ved det aktuelle jubilæum. En del politibetjente holdt gemytterne i ave ved deres blotte tilstedeværelse.

Inde i porten til Ridebanen var fire særligt udvalgte politibetjente parate til at træde til med fuld kraft, hvis det skulle blive nødvendigt. Vel at mærke på fire smukke politiheste! En Oldenborger og tre varmblodede heste. Alle rolige og veltrimmede. Rytterne fortalte beredvillige om hestene og det ridende politi, der nu omfatter 14, snart 16 heste. Der er planlagt en styrke på 20 heste.

 

Det ridende politi

Københavns Politi fik sin første beredne afdeling i 1882. I 1950’erne var der kun få heste, og de var opstaldet i Ridehuset på Christiansborg Slot. Det ridende politi blev nedlagt i 1972, men genopstod i perioden 1998-2012, hvor hestene stod på Artillerivej på Islands Brygge.

Det ridende politi blev igen afviklet, da ’nogen’ fandt det for dyrt og ineffektivt. Det lykkedes imidlertid Dansk Folkeparti at få presset politihestene ind på finansloven i 2018, så det ridende politi gradvist kunne etableres igen. Denne gang med bopæl længere ude på Amager.

I december 2018 blev de første fire politiheste indlogeret på en gård i Dragør, mens politibetjentene holdt til i en skurvogn. I februar 2020 flyttede hestene ind i et privatejet opstaldningssted på Amager. Det består af en nybygget stald med store bokse, paddocks og ridehus med moderne faciliteter. Hestevelfærd bliver vægtet højt.

Udenfor matriklen ligger 40 km ridestier i skov og på strand, så hestene og ryttere har gode muligheder for at komme en tur i det grønne.

Hesteparadiset ligger et kvarters kørsel fra Rådhuspladsen, så det ridende politi kan hurtigt komme ind til centrum, hvis der er behov for den firbenede assistance.

 

Politiheste

En politihest skal være robust. Muskelmæssigt så stærk, at den kan bære sin rytter i længere tid ad gangen. Den skal være tilvænnet støj, musik og uro fra store menneskemængder og i dressur.

Ofte søger politiet efter vallakker på omkring 5-12 år og med et stangmål på 167-180 cm.

Hesten skal være af en solid type, nervefast og samarbejdsvillig. Derudover skal den naturligvis være sund og rask, mentalt stærk og med et roligt temperament. Det tager op mod ét år at uddanne en god politihest.

 

Fremtidsperspektiver

Selvom hestene er opstaldet i København og er en del af Københavns Politi, så er det planen, at hestene også skal kunne arbejde i Jylland og på Fyn og Bornholm.

Det vækker altid smil og glæde, når det ridende politi dukker op i bybilledet. Ikke mindst er de kvindelige betjente en fin og positiv oplevelse.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*